Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 16-12-2008 kl. 10:52

The Who
indigO2, London,
søndag d. 14. december 2008

Anmeldt af Peder Gjervig og Stig Andersen
Foto: Stig Andersen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Eksplosion i intimt lokale - The Who sprængte rammerne på Indigo2

Ud af decembermørkets London-tåge sprang en gnist (Spark) som startede en forbløffende tur (Amazing Journey) med rocklegenderne The Who, der leverede en stærk og energirig koncert på indigO2 i London.

Listening to You
Pete Townshend startede Can’t Explain med en uforklarlig stærk guitar, der udstrålede energi og vildskab gennem hele showet. Som han selv siger, bliver man ikke dårligere af at have øvet sig otte timer hver dag i over 50 år. Og vildskaben, et kendetegn for The Who, kan altså også bevares, når man er 60+, illustrerede Pete med Masai-hop og den karakteristiske møllehjuls-svingende højre arm.

At Roger Daltrey svingede mikrofonen mindre end normalt, må tilskrives, at der ikke var plads i det intime lokale, der gav showet karakter af en klubkoncert, med Roger i Eminence Front.

Zak Starkeys trommer slog flot igennem, som de har gjort siden 1996 i mere end Fragments. Denne koncert bekræftede endnu en gang, at han er en værdig arvtager efter det uregerliges konge, Keith Moon. Trommeslageren kendt for aldrig at nå en hel 4/4-takt uden at ”røre rundt i gryderne”. Manden, der styrede kuglen som en Pinball Wizard.

Efter John Entwistles død har Pino Paladino fået en plads på bas, der er stor. Han er på sin vis stadig The Seeker. Paladino gør det godt, men han har ikke den spændende, uforudsigelige og rytmiske kraft, som berettigede, at John fik titlen “Bassist of The Millennium”.

Suppleret af The Rabbit, der har passet keyboard i The Who i mere end en generation og bidrog kompetent til at gøre musikken komplet også denne gang, samt Petes bror, Simon Townshend på rytmisk guitar og kor, var The Who til mere end bare My Generation.

Won’t Get Fooled Again
Showet modbeviste, at The Who er tynget af alderen. Trods de 60+ har de opbygget en moderne, internet-baseret fan klub med alle faciliteter. Kun for rigtige Wholigans. Det var kun disse, der fik lov til at købe billet – maks to hver – og komme ind til denne koncert i Londons indigO2, søndag den 14. december 2008.

Sikkerhedsprocedurer var lavet, så det kun var ægte entusiaster, der kom ind – Who Are You? – adgang var kun mod forevisning af billed-id og det Wholifan-kreditkort, der var brugt ved køb af billet. Det stimulerede stemningen på et intimt spillested.

Anyway, Anyhow, Anywhere
Det kunne have været på Shepherd’s Bush, men var på indigO2. At legender, der normalt spiller steder med plads til 10.000+, finder vej til denne lille klub-scene med plads til 2400, som Tea & Theatre, var helt unikt. Det blev oplevelsen også: En intim sal med stor musik og stor energi Tattoo’er sig ind Behind Blue Eyes, så vi kan både-og: See Me, Feel Me.

Pete afviste fra starten, at det var ”en f... ønskekoncert”, men føjede alligevel nye elementer til koncertlisten. De rigtige entusiaster fik tre lækkerbiskner med Sister Disco og The Naked Eye, foruden Tatoo i en version, der matchede energien i den klassiske version fra Live at Leeds, 1970.

Love Reign O’er Me
Da vi efterfølgende kørte hjem på 5.15-toget, var vi ikke i tvivl. Kærlighed til energien, vildskaben, musikken. Klar til næste gang. Så klar. Men koncerterne den 15. og 17. december er udsolgt.