Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 16-12-2008 kl. 12:37

Airbourne
Lille Vega, København,
mandag d. 15. december 2008

Anmeldt af Rasmus Kjær Kristiansen
Foto: Henrik Reerslev

GAFFA		4 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Højere! Hurtigere! Vildere! På godt og ondt pub-rock af AC/DC-skolen

Når først flere langhårede svenskere i læderjakke begynder at samle sig omkring Vega, så ved man, det er ved at være tid til ROCK. Rock af den slags, der er skåret efter samme skabelon hver gang, rock, hvor teksterne ikke handler om andet end sprut, kvinder og nå ja selvfølgelig; rock 'n' roll. Kort sagt, rock som AC/DC spiller den. Og netop AC/DC er det svært at komme uden om, når talen falder på det ligeledes australske pub-rock-band Airbourne. Forsanger Joel O'Keeffe agerer som Angus Young, ligner og lyder som Bon Scott og bliver bakket op af et band, der buldrer derudad efter druk-devisen: "Too Much, Too Young, Too Fast", som titlen på et af deres bedre numre lyder. Samtlige sange er, for at bruge et høfligt ord, "inspireret" af deres legendariske forbilleder, selv titlerne, "Stand Up for Rock 'n' Roll", "Runnin' Wild" og "Cheap Wine & Cheaper Women", for blot at nævne nogle, er man ikke i tvivl om hvor kommer fra. I det hele taget er der ikke så meget som ét gram nytænkning i dette band, men, og der er et men, da det jo er AC/DC-skolen af rock, der skal ikke være nytænkning. Det er hele pointen.

For når først det hele eksploderer i herligt tunge riff, sådan som rock skal gøre, når rock er bedst, så er det alt sammen ligegyldigt. Flankeret af bassist Justin Street og guitarist David Roads, der begge yndede at hælde vand i håret, så de bedre kunne headbange, tog O'Keeffe scenen i bar mave og med rødvin i hånden og i løbet af koncerten nåede han både at smadre øldåser i hovedet og tage turen til baren bag i lokalet for at spille solo og tappe sig en øl. Det var med andre ord et hoved-under-armen klichéfyldt show, men alligevel et fantastisk et af slagsen alene af den grund, at man ikke var i tvivl om, at de mente det. Ovenstående numre samt "Diamond in the Rough", "What's Eatin' You" og titelnumret fra deres debut, "Runnin' Wild", blev alle leveret til perfektion og gled lige så herligt ned som de fadøl, der er obligatoriske i denne sammenhæng. Heldigvis kendte bandet deres begrænsning og holdte sig til at spille lidt over en time - kort nok til, at man næsten ikke lagde mærke til, at de er lidt af en one-trick-pony og ikke for alvor har et hit. For selvom nummeret "Runnin' Wild" nærmer sig, og selvom selve udgivelsen "Runnin' Wild" generelt er en bedre AC/DC-skive end "Black Ice" (ja, den er for lang og fesen, og du ved det), så er der stadig ingen funklende "Rock 'N' Roll Train", der bare er iørefaldende perfekt.

Men skidt nu med det. Festen var fantastisk, mens den varede. Svensken - og deres danske modpart, dog med kortere hår og flere tatoveringer - gik glade og tilfredse hjem. Og spørgsmålet er, om ikke Airbourne burde være et oplagt navn til sommerens Roskilde Festival, hvor de uden tvivl ville passe perfekt ind. Særligt nu hvor det andet band, hvis navn jeg snart ikke tør nævne mere, nok ikke dukker op.