Anmeldelse / Live / Lørdag d. 20-12-2008 kl. 12:29

Whitesnake
KB Hallen, København,
fredag d. 19. december 2008

Anmeldt af Christian Weigel
Foto: Henrik Hildebrandt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Here I go again!

+ Se hele galleriet

Da jeg så Whitesnake på Sweden Rock Festival tidligere på året, imponerende de mig langt fra, og dønningerne fra deres koncert i Vega kort tid efter gjorde, at det var med en vis skepsis, at introbåndet med ”My Generation” lød fra højtalerne. Ville de rejse sig igen eller for altid drive ud i ligegyldighedens korridor?

Svaret er sådan set både ja og nej! De var absolut i bedre form og leverede i og for sig en god og til tider medrivende koncert sidst på dette års intense world tour. Men de efterlader alligevel et tomrum, da forudsigeligheden i den grad er synlig; primært hos frontmanden selv, den engang højt agtede David Coverdale, der som sanger i Deep Purple og det tidlige Whitesnake nød stor anerkendelse for sin imponerende stemmepragt.

Faktum er, at stemmen er væk. Stemmen er meget slidt og er til tider helt utilstrækkelig, når der skal synges igennem på den mere rockede del af repertoiret.

Koncerten lægger ud med den sublime ”Best Years” fra det seneste album med den noget tvetydige titel ”Good to be Bad” Der leveres i alt fire numre fra netop dette album, der faktisk er en udmærket rockskive. Særligt ”Can You Hear The Wind Blow?” går rent hjem. Faktisk starter koncerten i fint tempo. Bandet er tight, og Coverdale virker engageret og har god kontakt til publikum.

Whitesnake sænker tempoet og fortsætter med en akustisk udgave af ”The Deeper The Love” efterfulgt af videohittet ”Is This Love?”. Men så sker der det, der ikke må ske! Koncerten går helt i stå i laaaaaaaaang tid. Jeg fandt aldrig ud af, hvor længe de ellers kompetente og dog anonyme superguitarister Reb Beach og Doug Aldrich lavede guitarlir af værste skuffe. Guitarsoloer er fede, når det er smukt eller powerfuldt, men teknisk blær rykker bare ikke, og det varede alt for længe. Og for at det ikke skal være løgn, får vi også en lang og aldeles kedsommelig trommesolo fra den ellers habile Chris Frazier. I stedet for at spille to timer skulle de pille disse ulidelige og ligegyldige tidsfordriv ud af programmet.

I stedet for at komme i gang igen, får vi igen en i øvrigt smuk akustisk ballade ”Ain’t Gonna Cry No More” efterfulgt af perlen fra fortiden, den ligeledes stille singalong ”Ain’t No Love In The Heart Of The City”. Nu står luften næsten helt stille.

Koncerten sidste tredjedel kører derudad og er faktisk ret medrivende. Den superfede ”Give Me All Your Love” samt ”Here I Go Again” og monsterhittet ”Still Of The Night” er bare i orden. Coverdale fortæller flere gange, at han har et specielt forhold til København, da hans Deep Purple-debut var i København. Vi får den stemningsfyldte ”Soldier Of Fortune”, og Purple-klassikerne ”Burn” og ”Stormbringer” brændes eftertrykkeligt af i et medley som ekstra-ekstra-numre.

Konklusion: ”Here I Go Again” beskriver bedst den forudsigelighed, der ligger som en dyne over Whitesnake anno 2008. På den ene side var den første og den sidste tredjedel medrivende og kørte som en velsmurt rockmaskine. Musikerne er uden tvivl teknisk kompetente og leverer et præcist og professionelt lydbillede. På den anden side var den midterste tredjedel stillestående og fyldt op med ulidelige soloer. Stemmen er væk, og bandet mangler lidt personlighed. Whitesnake får fire stjerner; jeg tror såmænd, at hovedparten af publikum følte sig underholdt, om end jeg kunne høre, at snakken gik, om stemmen på vej ud.

Hvor længe mon de trofaste rocksvende møder op i håb om et glimt fra David Coverdales glorværdige fortid? Jeg tror faktisk ikke, at de bliver ved. Festen var god, så længe den varede; festen er ved at være slut … og nu er det jul!

Læs anmeldlelse af opvarmningsnavnet Oliver Weers andetsteds på siden.