Professionelt, velspillet og kedeligt

Mads Langer er nu klar med opfølgeren til Attention Please fra 2006, og her er ikke meget nyt under solen. Sangene er velspillede og velproducerede, ligesom Mads Langer virkelig har en god sangstemme. Jo, håndværket er i dén grad på plads, men desværre er der ikke meget sjæl at spore i albummets 11 singer-songwriter- popnumre, der ikke desto mindre nok skal få mangt et poetisk ungpigehjerte til at slå hurtigere. Det er i hvert fald hér, målgruppen synes at ligge.
Mads Langer har valgt at give sig i kast med den akustiske sangskrivertradition, og så er det ikke nok at have substansløse, men vellydende popsange at byde på. Man er nødt til at have noget på hjerte, hvis ikke den akustiske guitar skal klinge hult. Mads Langer svælger på sit andet album alt for meget i storladne arrangementer og klichéfuld melankoli. Teksterne kredser om kærligheden i dens mange afskygninger i et musikalsk univers, der er så pænt og poleret, at selv Keane virker som en motorcykelbande til sammenligning.