Bruce Springsteen
Working On A Dream

Da Springsteen for blot 16 måneder siden sidst var cd-aktuel, sluttede han brogede Magic med en indædt trio af sange med reference til Irak-krigens – og Bush-administrationens – meningsløshed. Dét hævede niveauet betragteligt. Men den slags er helt droppet på Working On A Dream, der må kandidere til titlen som hans hidtil mest upolitiske og poppede udspil: Springsteen er drejet om og kan næsten virke som en general i Obamas det-er-nye-tider-kamp. Han hylder livets muligheder og kærligheden med en samling melodier, der dels bygger videre på de popudkast, han med svingende held introducerede sidst, dels hylder Phil Spector & co. Melodimæssigt er det langt hen ad vejen musik, der i sin umiddelbare og ubesværede form går lige ind, og med et tæt E-Street Band, der forbilledligt følger festoplæggene fra deres boss – også når der er dømt kopi af 60’ernes Orbison, Byrds og Beach Boys. Til gengæld er det lyriske nogle steder også så anonymt/letbenet, at disse sange som helhed ikke formår at kaste anker målt med Springsteen-alen. Jo, der er søde strofer, som da Bruce og fru Patti leende tæller rynker og grå hår i Kingdom Days. Men det er skæringer som den eftertænksomme Life Itself, på et tæppe af svævende guitarer, og ikke mindst det enkle, decideret  gribende farvel til hans gamle ven, afdøde organist Danny Federici i The Last Carnival, der for alvor giver pladen format og viser Bruce som fortsat fremragende fortæller. Popafdelingen skal til gengæld nok være benzin på festbålet i Herning til sommer – sammen med det par saftige rockere, cd’en også byder på.