Moz spiller sprængfarligt med musklerne

Ingen har beskrevet outsidermentaliteten med så stor indlevelse som Steven Patrick Morrissey. Men den store kunst har været, hvordan han på den mest intelligente måde har kædet den sammen med en bidende selvironi og sine samfundskritiske meninger. Years Of Refusal er ingen undtagelse. På brillant vis træder Manchesters humørsvingende kyniker igen i karakter og viser sammen med sit yderst velspillende band, at de er på toppen af deres ”game”. Boz Boorer (guitar), Jesse Tobias (guitar) og den tidligere guitarist Alain Whyte har bidraget stærkt til sangskrivningen og udgør et fuldendt team sammen med hovedaktøren selv. Som et rent adrenalin-kick åbner den riffhuggende Something Is Squeezing My Skull, hvor Moz rabler ordene af sig og ligefrem virker selvtilfreds: ”I'm doing very well / It's a miracle I even made it this far”, for derefter på bedste manér at slå glæden i stykker med facit: ”There is no hope in modern life”. Black Cloud bevæger sig på en bund af et elektronisk lydsample, hvor en tung basgang og nogle piskende trommer slår gnister. Den blødende ballade You Were No Good In Your Time og I’m Throwing My Arms Around Paris er klassisk pop-Moz-aftapning af bedste årgang, hvor den håbløse romantiker erklærer sin kærlighed til den franske hovedstad, mens den galoperende When I Last Spoke To Carol er som at ride ud i solnedgangen til tonerne af Ennio Morricone. Ikke siden den Mick Ronson-producerede Your Arsenal har Morrissey spillet med så meget kant. Fortjenesten er produceren Jerry Finn, som nåede at færdiggøre Years Of Refusal før sin tragiske død. Den fremragende trommeslager Matt Walker har fået plads helt fremme i lydbilledet, sammen med Boorer og Tobias’ knivskarpe guitarstikninger. Der bliver udrettet underværker på It's Not Your Birthday Anymore og den accelererende punker I'm Ok By Myself, som ender i en kæmpe eksplosion med overstyrede guitarer, forvrænget bas, dundrende trommer og en frådende vokalbredside. På Years Of Refusal viser Moz sig som usårlig. Der er stadig masser af krummer i ham, og det musikalske overskud er sprængfarligt.