D-A-D og Skambankt: Forum Horsens (turnéstart)

D-A-D og Skambankt, Forum Horsens (turnéstart)

D-A-D og Skambankt: Forum Horsens (turnéstart)

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Der er en sær fornemmelse af hjemlighed i at gå til en D-A-D-koncert. Der er firmafest, halbal, øl med gutterne, bytur med veninderne, dansk musikkultur og musikhistorie på tværs af generationer, mellem forældre og børn, venner, familie, kolleger. Det hele samlet på et sted. Jeg vil vædde med, at jeg kunne få en slåskamp eller en fantastisk fordrukken oplevelse (eller begge) ud af koncerten også. D-A-D har en enorm bred appel gennem 25 år på toppen af den danske musikscene. Der er plads til de gamle, som har været fans hele vejen igennem. Til de voksne forældre og deres medbragte tweens. Til de folk, som på et eller andet tidspunkt i deres skoletid har haft deres D-A-D-periode. Til die-hard-fans og til folk, som bare er kommet for at få en larmende liveoplevelse, fra 12 til 60 år. Forum Horsens – som knapt var fyldt – er en arena, et fabelagtig kulisse med publikum siddende, stående og dansende, og lyden stod skarpt og i øvrigt monsterhøjt i hele salen. U-de-mær-ket Fo-rum Hor-sens!

D-A-D havde medbragt en monsterscene, formet som en hestesko med to 20 meters arme ud midt i salen, som Binzer-brødrene brugte meget og ofte. Varemærket Kohoved lyste ud af øjnene på bagtæppet, og trommerne var placeret på øverste etage bagest på scenen. En mægtig produktion med visuals, lys, lyd, kulisse, fyrværkeri og det hele.

D-A-D spiller fantastisk, teknisk rutinerede, udadvendte, pompøse og teatralske, sammenspillede som en enhed, hvor hver enkelt del ikke kan undværes, hvor hver enkelt medlem har sin rolle og udfylder den præcis, som man kan forvente. Det bliver en brag af en fest, et halbal med flyvende fadøl og kameramobiler, rockguitar og attitude, hvor fans kommer i gamle D-A-D-trøjer, og alle andre køber merchandise på vej ind og ud. Men det er også så bundsolidt, at der ikke er plads til overraskelser. Det her en anmeldelse, som kunne have skrevet sig selv hjemmefra. Der er fyrværkeri og alle de gamle rockhits. Stig Pedersen er klædt i lak og bærer mindst en håndfuld af sine kendetegnende farverige versioner af en to-strenget bas. Jacob Binzer spiller sine fede soloer som altid. Storebror Jesper skriger sit hjerte ud mod publikum med samme karisma, mens Laust Sonne er et gudbenådet talent, superoverlegen bag ”gryderne”, og ikke nok med det; sætlisten ligner gudhjælpemig den fra sidste gang. Den er opbygget lige efter bogen med en eksplosiv start, en blanding af nye og gamle numre som intermezzo, en rolig episode med en håndfuld sjælere, lidt psychedelisk retro cow-/ørkenrock, afslutning med hits, første encore med endnu vildere og større hits, og andet encore med lidt mere stille, men endnu større syng-med-hits.

Hele Danmarks rockband laver ikke stor kunst, men kan nok noget nemmere beskrives som en salgbar vare – af høj kvalitet, som man altid kan regne med. Som altid kan starte en fest. Som altid præsterer. Og bandet betaler tilbage på deres 2009-turné med en to timer lang magtdemonstration af en koncert. Det er en fantastisk præstation i sig selv at kunne holde det niveau så lang tid, og det er alle pengene værd. Men som kvalitetsvare og massekultur gennem så lang tid er D-A-D også blevet musikhistorie og kulturarv. Udnyt muligheden til at tage én person, som ikke har været til D-A-D-koncert - din søn, din gode ven eller din søster – med på denne turné. Det er kultur og en oplevelse!

Laust Sonne åbnede scenen med en marchtromme, fulgt af tonerne fra Jacob Binzers gennemskærende intro til åbningsnummeret på den nyeste plade, ”Monster Philosophy” fra november 2008, ”Revolution”. Det gled over i ”True Believer”, der i pompøs glamrock startede det show, som alle havde håbet på, og Jesper Binzer skreg: ”Hvad så dér, Horsens?”

Derefter gik det slag i slag med simple virkemidler som ild, fyrværkeri, rockriffs og Jesper Binzers mange opfordringer mod publikum under endnu et nyt nummer ”Beautiful Together”, og tilbage til ”Simpatico”-pladen med den første af mange syng-med-hymner, ”Empty Heads”. D-A-D gik forrest, og Jesper Binzer påkrævede sig opmærkhed, publikums entusiasme og fik det, selvom scenen under de første fem-seks numre var så stor, at publikum knapt kunne fylde rummet ud foran den. For eksempel stod Jesper Binzer nærmest midt ude i en publikumstom plet i salen under nummeret ”Makin' Fun Of Money” fra "Riskin' It All".

Forsanger Binzer præsenterede også sit nye yndlingsnummer fra den nye plade, ”You Won't Change”, og derefter tilbage til ”Scare Yourself” fra 2005. Koncerten sprang lystigt mellem gamle og nye numre (som lyder umiskendeligt som gamle D-A-D-numre), men tematisk var dispositionen upåklagelig, og midt i koncerten skiftede fokus fra høj energi og præsentation til indlevende mere country-ørken-agtige numre som ”Lawrence Of Suburbia”, over sjælere som ”Mad Days” og den tunge, dejligt dystre ”Nightstalker”. Midt i koncerten kunne man for første gang også spore en svaghed, en mangel af præcision på den første optræden på Danmarksturnéen, for pauserne mellem numrene blev lidt lange. Jesper Binzer fyldte ud med en ironisk kommentar til den seneste plades salgstal og lunkne modtagelse hos anmelderne, samt refererede til D-A-D's opvarmning/mediestunt/nødhjælp på Island.

Koncertens afslutning var et brag! Gennem numre som ”Jihad” fra 1989-gennembruddet, ”No Fuel Left For The Pilgrims”, et semi-psychedelisk tilbageblik i et medley til 1986 mellem "Jackie O." plus "Ridin' With Sue" og tilbage til ”Bad Craziness”, som publikum sang første vers af uden hjælp fra Binzer. Legendatisk. Efter en lang koncert forlod rockkvartetten scenen og ikke uventet kom tilbage - og spillede ”Everything Glows” og sammen med publikum ”Sleeping My Day Away” - bare for at understrege antallet af hits og sin egen position på danske scene. Binzer og co. forlod scenen på ny, men publikum kunne lugte blod, da bandet let gik udenom det klassiske afslutningsnummer ”It's After Dark” (...now, and Disneyland is closed), så derfor fik bandet sit andet encore. Lige efter drejebogen.

Men på bundlinen, ligegyldigt hvor fantastisk oplevelsen er i nuets halbal, så er der ikke noget ved denne D-A-D-turné, som man ikke kunne have oplevet for otte år siden, eller ikke kan opleve om otte år. De musikalske grundelementer, lyden og sangene, er stadig de samme, mens ”Monster Philosophy” (som nok ikke er så stort et flop, som den er blevet anmeldt til) ikke tilføjer noget særpræget nyt til bandets musikalske udtryk. Derfor tre stjerner.

Skambankt (***)

Den norske kvartet virkede mest af alt gæster på den enorme D-A-D-scene. Deres stil, som på norsk går under betegnelsen tungrock, træffer meget præcist den storladne stadionrock med norske fraseringer og opbyggelige guitarriff, der spiller mellem lead- og rytmeguitaren. Et musikalsk tilbageblik mod navne som AC/DC. Der er en enorm bund i trommer og bas – den store beskæggede nordmand, Børge Henriksen, i bar overkrop er en oplevelse i sig selv bag trommerne (musikalsk såvel som fysisk) - og stilmæssigt er bandet perfekt som opvarmning for D-A-D. Vokalen gik klart igennem, men det meste af guitarerne lå for dybt i lydbilledet, så man ikke kunne høre soloerne klart.

Publikum kendte tydeligvis ikke Skambankt og var rimeligt passive, og derfor endte Skambankts præstation totalt set med at være som opvarmningsbands er flest: velspillet, interessant, starter festen, men hurtigt glemt af størstedelen af publikum.

Skambankt delte otte numre ud – taget fra deres tre plader, ”Skambankt” (2004), ”Elixir” (2007) og ”Hardt Regn” (2009). Fra koncerten tåler særligt ”Dynasti”, ”Feil” og ”O Desverre” et godt genlyt hjemme i stuen.
Der er imidlertid lidt godt nyt for Skambankt-fans, idet den norske tungrock-gruppe vender tilbage til Danmark på en miniturné fra 27. marts – på egen scene med egen support (og egen anmeldelse)! De skal endvidere spille med D-A-D på fire andre jobs på denne tour. De øvrige syv supportjobs varetages af The Blue Van, som omvendt kan lukrere lidt på at have fået radio-airplay og have en fanskare i Danmark i forvejen.

D-A-D's hjemmeside med turnéplan


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA