Sorte firsere genudgivet

Når firserne, fra tid til anden, relanceres på dansk, så ender det gerne med at gå op i pastelfarver og Lacoste – hvis bølgerne virkelig går højt, så handler det tilmed om nogle populære, midaldrende tv-værter, der skal holde fest med de gamle klassekammerater, høre noget Thomas Helmig fra dengang og grine af skulderpuder og afbleget hår. Høhø, så fik vi ligesom sat dét på plads. Eller gjorde vi nu også det? For der findes faktisk en anden variant af firserfortællingen, og selvom denne står stærkere i det store og kultiverede udland, først og fremmest England og Tyskland, så fandt den også sted, om end i mindre målestok, herhjemme. Jeg tænker her på den nyromantiske bølge, der strøg gennem Europa i hovedsageligt begyndelsen af firserne, og som et langt stykke han ad vejen var barn af den kolde krigs atomtrussel, af Berlinmurens skygge, af massearbejdsløshed og en følelse af fremmedgørelse, der mærkværdigt nok syntes at gå hånd i hånd med løftet om fagre nye teknologiske verden. Man talte om new wave, om postpunk, om goth og om new romantic, og selvom de store udenlandske navne som Kraftwerk, The Cure, Depeche Mode og Joy Division også nåede disse breddegrader, så var det så som så med egentlige danske eksponenter. En enkelt fra dengang har dog formået at hænge ved, og selvom Martin Hall velsagtens i disse tider er bedre kendt som den mærkelige, velartikulerede herre fra Talent 2008 end som forpint nyromantiker, så bør den sande kender ikke lade sig narre. Derfor er det formentlig heller ikke ganske tilfældigt, at Hall, netop nu, umiddelbart efter talentræset, vælger at genudgive 1984-albummet ”Apparently All The Same”, et album oprindeligt udsendt med bandkonstellationen Under For, og tilmed et album, som det har været svært at opdrive i mange år.

”Apparently All The Same” er så afgjort firserlyd, men vi er, i det store hele, meget langt fra, hvad der ellers foregik på den danske scene i de år. Der er ikke meget Gnags, Lis Sørensen eller Dodo And The Dodos over albummet, og skal man forsøge sig med lidt nogenlunde samtidige danske referencer, så må det blive noget i retning af Kliché, Scatterbrain og The Sods. Og så naturligvis Ballet Mécanique, Halls debutband, der, på bedste punkmanér, på dette tidspunkt allerede var gået i graven.

Selvom Halls musikalske baggrund i høj grad lå forankret i punkkulturen – hvilket man bestemt godt kan høre på ”Apparently All The Same” – så kan man samtidig næppe kalde albummet for punk i traditionel forstand. Hvor den traditionelle punk skærer til benet og et langt stykke hen ad vejen betjener sig af aggressionens chokeffekt som det primære omdrejningspunkt, så synes ”Apparently All The Same” en bevidst mere alsidig størrelse. Flere af punkens stiltræk er til stede: bastant rytmik, kantede guitarer og til tider vrælende skinger vokal, men der dukker også både violin og horn op i lydbilledet, lige så vel som flere af albummets numre trækker på elementer fra moderene klassisk musik, måske først og fremmest såkaldt minimalisme. Ydermere arbejdes der også med både synthesizere og båndloops undervejs, hvilket selvsagt udvider de lydmæssige muligheder, ikke mindst de dramatiske. For Under For er bestemt ikke bange for at dyrke det dramatiske – snarere tværtimod. Her er ikke skyggen af ironisk distance til stede, noget, der utvivlsomt vil dele vandene nu om stunder, hvor rockmusik efterhånden er blevet voldtaget så mange gange og så grimt, fedtet og nederdrægtigt, at man er nødt til efterhånden at tage det hele med et lidt overbærende smil. Herfra skal der dog ikke herske tvivl om, at netop den dramatiske, nej, lad mig blot være ærlig, den selvhøjtidelige tone, er en af albummets store fordele. Bevares, jeg har intet mod humor, men når humoren bruges som skjold, når humoren bliver et værktøj, der forhindrer os i for alvor at træde ud af skyggen og bekende kulør, så kan den virke lige så kvælende som den, i sin bedste form, kan synes befriende. 

Udover de allerede nævnte kvaliteter, så er det væsentligt også at fremhæve, at albummet byder på mange rigtig velskrevne numre. Selvom man sagtens kan høre, at her tænkes dybe, dystre tanker om livet, døden og, nåja, måske mest døden, så gøres det hele med klare melodiske kvaliteter, med interessante arrangementer og med en sær energi, som formår at fremstå på én gang distanceret og insisterende. Dette muligvis på baggrund af lydproduktionen, der måske også meget rammende kan beskrives som netop distanceret og insisterende. Man kan godt høre, at Under For næppe havde de allerstørste studier og forkromede producere til deres rådighed dengang i 1984, men der er en vilje til stede, som brænder i musikken, samt en tro på at gå egne, dunkle veje. Resultatet er, som tidligere nævnt, et abum, der i høj grad står uden for dansk musiktradition og som kræver sine egne præmisser. Og selvom det aldrig blev nogen enorm salgssucces, så er det fremragende åbningsnummer ”Imagine Focus” stadig et godt bud på en klassisk Hall-single.

Helt anderledes forholder det sig med udgivelsens bonusmateriale, nemlig en koncertoptagelse fra Århus Musikhus, 1983 – her er ikke tale om singlemateriale. Koncerten er det, man nok må betegne som en jævnt støjende affære, hvor det i høj grad er skurrende og larmende lydflader, der er i fokus snarere end melodi, harmoni og rytmik i traditionel forstand. Hall, messer, reciterer og skriger, guitarer summer, og synthesizere hviner, og hvis der sidder en enkelt læser derude og tænker tidlig Einstürzende Neubauten, Cabaret Voltaire eller Throbbing Gristle, så er denne bestemt på rette spor. Selvom det ofte er den hvide støj, der er i fokus, så anes også elementer af rytmik og melodi fra tid til anden, hvilket er med til at skabe variation. Dette er naturligvis en absolut nødvendigt, når musikken nu skal høres på cd og ikke i en koncertsammenhæng, hvor energien selvsagt er en anden.

Selvom støjkoncerten byder på flere gode passager, så bærer den, i disse ører, stadig først og fremmest præg af bonusmateriale. Lydkvaliteten er, som den slags gamle koncertoptagelser ofte er, og så følger den naturligvis efter ”Apparently All The Same”, der selvsagt fremstår som en langt mere fokuseret manifestation. Når dette så er sagt, så formår den støjende optræden at variere nok til at undgå at blive kedelig, om end det også synes oplagt, at Hall har mere at byde på, når han for alvor folder repertoiret ud, som med ”Apparently All The Same”.