The Whitest Boy Alive burde udvise lidt Courage og lade være med at følge deres egne Rules.

Erlend Øyes live-electronica-projekt The Whitest Boy Alive imponerede mange med debut-albummet Dreams, men denne signatur har nu altid syntes, at den blege nordmands smukt uskolede stemme tog sig bedst ud i følgeskab med enten Kings Of Conveniences akustiske arrangementer eller iklædt elektronik, som det hørtes på solopladen Unrest. Det nye album fra de hvide drenge tager udgangspunkt i en smidig og groovy indiepop, som vist nok skal lyde lidt hen ad post-punk a la Liquid Liquid, men som, via stillån fra jazz og disko, fremstår poleret og tam. Bevares, Erlend Øye synger som sædvanligt fantastisk, og bandet er mere end velspillende, og det er nok især det sidste, der er problemet. Enhver lille skævhed og fejl synes at være luget ud af trioens numre, så de ofte lyder mere som en minimal udgave af et tv-kapel-orkester end som et cool, pan-europæisk band. Courage får ganske vist kroppen til at vugge med diskobeat og -basgang og aldeles frække synth-indslag, men det er desværre lidt en enlig svale. Intentions er et meget passende eksempel på bandets rare jazz-synkoper, diskret funkende basgange og bløde stemmeføring. Det er ikke fremragende, men heller ikke bemærkelsesværdigt dårligt. Det meste af pladen glider behageligt ned uden at stritte for meget imod, og jeg kan forestille mig en del halvkedelige caféer, hvor Rules ville være et udmærket lydtapet. Diskretion er et yderst magtfuldt musikalsk virkemiddel, men ikke når det har følgeskab af artighed og behagesyge.