Vi er alle sammen med i jagten på noget, og grådig mand har alt at miste. Balstyrko besidder en balstyrisk troværdighed.

Balstyrko ved, hvor vi futmatroser bor. Og de revser os underfundigt i deres eget særegne og fascinerende  lydunivers, som trækker lige så meget på psykedelia, vintage-jazz, dramatisk halvtredser-filmmusik, reggae og obskurt skramlende indslag, som på den elektroniske musik og hiphop, som to af trioens tre medlemmer normalt har været associeret med. Men Balstyrko er heller ikke ude på at lade sig kategorisere så nemt. De varme og organisk vinylstøvede produktioner er uhyre opfindsomt skruet sammen. De er bestemt ikke fri for klichéer, men klichéerne er føjet sammen på uventede måder og smyger sig kælent om Ane Trolles og Blæs Bukkis vokaler, som på et ligefremt, men skævt fabulerende dansk fortæller os historier om kærlighedens vrangside (De Forkerte Sten), guld og hule ambitioner (Jagten Paa Noget) og beriger os med en ubesværet poetisk skønhed som på den virkelig fine Regn: ”Og ser ikke de udvalgte få / går som kejsere og baroner med købehatten på / natten viser sine tænder / når dit hjem er cement / og dem, du stadig skændes med, er borte og glemt.” Jagten Paa Noget må kandidere til årets mest stemningsfulde danske plade, og man kunne håbe på, at Balstyrko blev belønnet for deres musikalske vovemod med folkelig succes, men desværre vil deres unikke og relevante musik – på trods af et virkelig interessant melodimateriale – nok ikke finde vej til de kommercielle radiostationers playlister. Udfordringen er hermed givet videre til de æterbårne medier.