Anmeldelse / Live / Fredag d. 13-02-2009 kl. 09:28

Saxon og Iced Earth
Pumpehuset, København,
torsdag d. 12. februar 2009

Anmeldt af Carsten Skov
Foto: Henrik Reerslev

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Metalrock som i gamle dage

For snart mange herrens år siden købte jeg – for hverken første eller sidste gang – et album alene på grund af omslaget. Forsiden var prydet med et billede af en korsridder i fuld uniform, bandets navne-logo var som støbt i stål, og jeg havde en helt klar fornemmelse af, at jeg var henne i afdelingen for tungmetal. Det holdt også stik, og snart var min og kærestens hørelse hårdt plaget af seje riff, svulstige arrangementer og rå energi.

I årene, der fulgte, har jeg skilt mig af med den slidte lp, kæresten er skiftet ud, og min hang til heavy metal er trængt i baggrunden af blidere og mere familievenlige toner. Så det var med en vis ængstelse, jeg troppede op i Pumpehuset for at checke, om bandets nerve var i behold – og om mine egne nostalgiske følelser stadig kunne bære.

Iced Earth
Aftenen bød på Iced Earth som opvarmningsband. Et valg, der helt åbenlyst faldt i god jord hos publikum. Der blev sunget og levet med på numre som "Burning Time", "Watching Over Me" og "Dracula". Trods energien og det tætte samspil med publikum vil jeg alligevel vove den påstand, at musikken blev oppe på scenen. Lyden var ualmindeligt grumset, så de ellers hyppige tilløb til guitardueller mellem bandets grundlægger Jon Schaffer og lead-guitaristen Troy Seele endte helt uden den nødvendige skarphed. I det hele taget var det svært at få øje på øjeblikke, hvor det bastante lydbillede levnede plads til karakter og nuancer.

I pausen inden Saxon kunne jeg iagttage et publikum, der først og fremmest bestod af mænd på min egen, let fremskredne alder. Typisk havde to eller flere kammerater slået sig sammen om en aften i den nostalgiske tungmetals tegn – tilsat en solid bund af fadøl og måske en smule sjov tobak. Dertil kom en efter publikum at dømme obligatorisk uniform af sort tøj, påklistret logo og turprogram for aftenens to bands – eller to kortlagte strikkepinde som symbol for de fremmødte medlemmer af Greve Strikkeklub. Ja, du læste rigtigt!

Saxon
Efter knap en halv time effektivt roadie-arbejde var scenen klar. Lyset blev slukket, og straks flød de første toner fra "Batallions of Steel" fra højttalerne. Indledningsnummeret fra det seneste album, "Into The Labyrinth", er da også med sit langsomt opbyggede forspil og storslåede drama, som var der tale om lydsporet til de afgørende slag i "Kongen Vender Tilbage", et helt indlysende valg som show-starter.

Fra de første takter fik man den skarphed og klarhed i lyden, som var så savnet under opvarmningen. Desuden virkede det, som om det begejstrede publikum allerede i en tidlig alder havde lagt "De Små Synger" og højskolesangbogen fra sig og i stedet havde sunget med på Saxon-klassikere som "Eagle Has Landed" og "Wheels of Steel".

Vægten i hovedsættet var imidlertid lagt på numre fra "Into The Labyrinth", og numrene herfra lod til allerede blevet en central del af publikums sang-repertoire. Det lagde da også en ekstra bund i både Paul Quinns og Doug Scarratts tunge riff, at der var så fint samarbejde med salen om at få blæst det satans tag af Pumpehuset – for nu at gi' et eksempel, om end oversat, på det ordvalg, som sangeren Biff Byford anvendte i snakken mellem numrene. Herregud, han kommer jo også oprindeligt fra et band med navnet Son Of A Bitch.

De to bands på plakaten var bemandet fuldstændigt ens med to guitarister, en bassist, en trommeslager og en forsanger. Saxons opstilling på scenen var blot spejlvendt i forhold til Iced Earth. Blot én af mange indikationer aftenen igennem på, at heavy metal i høj grad er et spørgsmål om fællesskab gennem attitude og symboler. Biff Byford ku' for eksempel ikke dy sig for at mene, at salen var fuld af vikinger – og at der nok også var en slat vikingeblod i hans egne årer. "Jeres forfædre har nok været i nærheden af nogle af kvinderne på min slægtstavle og svinget med økserne …".

Luften var i det hele taget tyk af tekster om drabelige slag, dæmoner – og almindelig mandehørm om "Denim And Leather". Det glædede desuden undertegnede, at afslutningen på hovedsættet var titelnummeret fra albummet "Crusader". Ringen svar sluttet – og den indre drengerøv havde fået en skålfuld tungmetal for fuld skrue. Sangeren Biff Byford og flere andre i bandet burde måske efter dåbsattesten at dømme ha' været "Too Old For Rock'n'Roll" – men det ellers alt for korte sæt på en time og et kvarter viste, at de på ingen måde var "Too Young To Die".

Der blev langtfra skrevet epokegørende musikhistorie i Pumpehuset. Der var nok i det hele taget tale om, at mangel på fornyelse var en kvalitet i sig selv. At dømme efter publikums begejstring kunne Saxon i hvert fald med god samvittighed spille "Live To Rock".