Rasmus Lyberth: Hey Hey

Rasmus Lyberth
Hey Hey

Rasmus Lyberth: Hey Hey

GAFFA

CD / Atlantic Music Production
Udgivelse D. 16.04.2009
Anmeldt af
Torben Holleufer

Rasmus Lyberth er efterhånden blevet 57 år, og er ubestridt et inuitisk ikon, som er højt berømmet for at fremme kendskabet til grønlandsk kultur. Og det med et talent, som rækker langt hinsides hjemmet i nord, på trods af at han altså synger på modersmålet. Han besidder nemlig en herlig baryton af en stemme, som når den virkelig får lov til at tage fra, er et vidunderligt instrument, som sagtens kan stå alene.

På denne nye plade med den intetsigende titel Hey Hey er musikken fra Lyberth og bandet, der består af musikere fra Christian Søgaard Trio, en blandet landhandel. Fra det sublime til noget, der forankrer Lyberth i en bestemt generation, hvor inspirationen siger Dire Straits og sangene derved får en anonymitet og noget hengemt og alt for brugt til for alvor at være interessant. Som eksempelvis på åbneren ”Ajajajaa”. Også selvom festen også har en friskhed på ”Ullaakkut Iteruma”, som lyder præcis som det, det handler om, nemlig en opvågnen og fejring af dagen, som kommer.

Til gengæld får vi Lyberth classic, når der skrues ned for rytmerne, og skjalden træder frem med sin nøgne stemme, og rummet vokser ud af rockklubben og tager bestik af de store vidder. Det er her, at Rasmus Lyberth tager fra og bliver en verdenssanger. Det er her, at han er hymnernes mester, og man falder tilbage som i drømme og lader sig tage af stemmen og stemningen, som på titelmelodien og historien om drømmepigen, hvor Sidsel Marie Søholm svæver som en elverpige et sted derude, og sangmesteren selv lader sit vidunder af en stemme løs. Ligesom musikernes baggrund med musettemusik på trækharmonikaen og en fortid hos bl.a. Poul Dissing træder frem og er en formidabel hjælper.

Det er altså en plade, der er som dag og nat. Men som altså har nogle af disse uafrystelige øjeblikke, som sætter sig og fordrer genhør igen og igen. I en grad, så det er lige før, jeg lover, at laver Rasmus Lyberth en plade med lutter hymner næste gang, vil undertegnede trodse alle drømme om Saharas forblæste vidder og tage første flyver til Nuuk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA