Klynken på skånsk. Trubaduren er blevet gået og giver igen.

Han spytter det nærmest arrigt ud på sit forvredne skånske modersmål. Hun er skredet. Han sidder tilbage, og forstår ingenting. Troede, de havde en pagt. Troede, at hun elskede ham. Mikael Wiehe er ramt på sjælen. Tæppet er revet væk under ham, og han er tæt på at tvivle på livet, der ikke længere giver mening. Det kan næsten ikke blive værre for en følsom trubadur, og han må krænge sjælen helt ud på Sånger Från En Inställd Skilsmässa. Det er helt uden filter, og en ganske belastende omgang tuderi at høre på i længden, selv om den elskede undervejs fortryder og kommer tilbage.

Men som hos en sand kunstner bliver smerten og følelsen af vildfarelse transformeret over i en musikalsk kogende kedel. De skarpe og prunkløse melodier har mere end bare kant, og giver gode mindelser i retning af Tom Waits. Det er en ond og nådesløs bluesrock, som Mikael Wiehe her lader sine snøftende sange akkompagnere af. Det er ganske effektfuld, og giver sangene en høj grad af troværdighed. Hvis det ikke havde været for de meget ydmygede tekster, var det ret stærkt.