Det ville klæde Jokeren at blive endnu mere kompromisløst subtil

For tre et halvt år siden var jeg tættere end nogensinde på at overveje, om Jokeren mon var blevet for mæt til rap-gamet. Han lød gammel, uinspireret og uden rigtig retning. Men fra første nummer på dette hans tredje soloalbum er det tydeligt, at Jokeren har sat sig for at bevise, at han stadig er relevant. Og ikke kun relevant, for det er i bund og grund ikke det vigtigste, han vil have din respekt tilbage. Det mål prøver han at ramme ved at stramme seriøst op på de elektroniske udtryk, han solo altid underliggende har haft. Det betyder, at Den Tørstige Digter er det sonisk bedste album fra Jokerens side, ikke helstøbt, men langt mere fokuseret end sidste album. Så skulle man jo tro, at alt er safe, for vi ved jo alle, at Jox er über-solid tekstforfatter. Det er han da også stadig, men det er alligevel, som om der er sket et lille skift her. Måske fordi han tager et par chancer på produktionssiden, måske fordi han er blevet ældre, og endestavelsesrimene sidder så fast, at de er umulige at komme forbi. Måske fordi han ligesom mange andre danske rappere har fået den uvane at ville for meget, som han selv siger ”... rapper for de intelligente, alle dem, som digger en subtil pointe, men spytter lige såvel for de dyrisk primitive...”. Alsidighed er fint nok, men det ville klæde en rapper som Jokeren at fokusere endnu mere på de subtile pointer, for det dyrisk primitive har vi fået mere end rigeligt af fra ham. Derudover kan du så i øvrigt godt vænne dig til, at du kommer til at høre en hel masse til titelnummeret, og den kommende landeplage Junkiegøglercirkusliv. Velkommen tilbage.