Et studium i velproduceret weltschmerz

Bands som Interpol og Editors har i den grad trådt Joy Division-territorium de seneste år, så spørgsmålet er, om verden har brug for meget mere musikalsk patos. Og når numre som Fifty On Our Forhead og Nothing To Give, fra engelske White Lies' debut, låner så kraftigt fra Joy Divisions Atmosphere, som de gør, er det svært ikke at rynke lidt på brynene. Heldigvis er produktionen klar som en kold vintermorgen, sangskrivningen helt i top, og forsanger Harry McVeighs dybe stemme som skabt til sange om sorg og tab. Bandet forfalder heller ikke fuldstændig til Joy Division-dyrkelse, og de to post-punkede Farewell To The Fairground og To Lose My Life er helt på niveau med The Killers og The Bravery, og sidstnævnte udstyret med det romantisk morbide omkvæd "Let's grow old together / and die at the same time". Det er også svært at komme uden om den statelige Unfinished Business og den Depeche Mode-klingende E.S.T., og når albummet sluttes af med den flotte og næsten isnende Price Of Love, er det svært ikke at sidde tilbage med kuldegysninger.