Horisonten udvidet med nyfunden intimitet

U2 har taget konsekvensen af, at de fleste (herunder Bono) er ved at være trætte af Bono. Konsekvensen er, at frontmanden på dette 12. udspil nu blot er det kvarte af en kvartet, frem for klodens omdrejningspunkt. Og det klæder bands af denne kaliber at gå underspillet til værks. U2 har altid været bedst, når de har set bort fra hitskabelonen - og der er meget lidt, der lyder som hits denne gang. Førstesinglen Get On Your Boots er paradoksalt nok en fadæse - slet og ret en stivbenet og anmassende neo-electro-grunge-brøler, der hænger håbløst fast i de ironiske 90'ere. I'll Go Crazy If I Don't Go Crazy Tonight og Stand Up Comedy er nogenlunde lige så slemme. Men det vidste man godt med de titler. Det, der er tilbage, er intet mindre end otte fortræffelige sange, hvor U2 lige nøjagtigt satser nok af sig selv til, at man kan bruge et ord som eksperimenterende, uden at de kammer over i det prætentiøse. Største plus er, at de har givet producergenierne Brian Eno og Daniel Lanois frie tøjler. Resultatet er en sejrrig samling ambiente, atmosfæriske og voksende sange med en ulmende underverden af organiske samples og sonisk konfekture. Det er noget af en triumf, at U2 denne gang ikke lyder kalkulerende mod stadions, men derimod sigter efter noget så intimt som høretelefoner.