Fandenivoldske jyder skruer bissen på med forrygende bizar firer

Det er næsten tre år siden, pilskøre PowerSolo sidst lod høre fra sig på albumfronten. Kim ”Kix” Jeppesen har haft travlt på andre fronter, ikke mindst i sideprojektet Kim & the Cinders – også med brormand Bo Jeppesen – og Frank Ziyanak-samarbejdet Gezus Crystler. Bloodskinbones lyder nu heller ikke som en plade, der er blevet nusset halvt ihjel på kvisten og i studiet. Tværtimod er den et skud utæmmet outsider-garage-rock – frisk fra hoften og leveren – meget i tråd med det seneste års sideprojekter.

Træskoene er smidt i skraldespanden på Bloodskinbones, hvor tidligere tiders bonderøvsstil må vige for en mere kontant og sammenbidt sound. Den absurde humor er blevet mere morbid og mørk, og alle spontane indfald forfølges kompromisløst. Forløberen Egg forsøgte sine steder at strømline PowerSolo-lyden en anelse til ære for det brede danske rockpublikum – den slags leflen er Bloodskinbones i den grad hævet over.

Heldigvis sprudler Kim ”Kix” og kompagni stadig af musikalsk overskud. Fra horrorintroen Murder In SFAX til selvbiografien Nineteen Ninety-Six er albummet ét langt orgie af iørefaldende omkvæd, uventede genrereferencer – til psykedelisk rock, easy listening, dub, british invasion, sømandssange, hvad som helst – og fandenivoldsk energi. Ikke alle sange står lige stærkt, og Jeppesens vokal kommer undertiden til kort, men det er skønhedspletter på et skønt rockalbum. Ingen tvivl: Hvis ikke PowerSolo fandtes, blev vi nødt til at opfinde dem.