Anmeldelse / Live / Onsdag d. 04-03-2009 kl. 00:57

D-A-D
DR Koncerthuset, København,
tirsdag d. 3. marts 2009

Anmeldt af Kristian Nygaard
Foto: Rasmus BS Hansen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		4,80 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Bogstavelig talt good clean family entertainment

...som nu for alvor er flyttet væk fra Orange Scene og ind i P4-segmentets hjerter. D-A-D fejrede tirsdag aften 25 års fødselsdag sammen med 500 særligt inviterede gæster med fødselsdagssang, kohovedkage, Alex Nyborg Madsen og et miniensemble fra DR's Big Band. De fire institutioner på den danske musikscene havde i aftenens anledning afklædt sig gøgl og stadionbrøl for at indfinde sig på hver sin taburet klædeligt klædt og med te på kanden. Det skulle de nok ikke have gjort.

Ikke køn uden tøj på - giv dem noget støj på

For det er med mudder til halsen, fadøl på hjernen og fællessang ud af munden, at D-A-D opleves i sit rette element. Foran et brølende orkester til gnisterne af Stigs raketter og latexdragter. Stig var pludselig en tam bassist, som i hvidt jakkesæt og håret nydeligt redt tilbage overhovedet ikke lukkede op for den elskelige galskab, som han besidder og behersker til perfektionisme, når D-A-D turer rundt i landet. Jesper Binzer startede undskyldende med, at han de sidste par dage havde taget forskud på fødselsdagen og dermed ikke var helt oppe i gear. Selv med en Jesper Binzer i fulde omdrejninger så var det akustiske ensemble lidt en øjenåbner for hans stemmes begrænsninger. Jovist, han har en karakteristisk, kraftfuld stemme, som i et kvart århundrede har fået os til at skråle med på den ene rockklassiker efter den anden. Men med den afdæmpede opsætning, hvor Jesper Binzers stemme gik klarest ud af højttalerne, ønskede man engang imellem en larmende guitar eller et par øredøvende trommer til at skjule den lidt skingre stemme.

Tag "noget godt" for at det skal blive godt

Aftenens koncert blev indledt med "Everything Glows", som fra start af fik publikum op af stolene. Metaforisk set, da de i forvejen allerede stod op. De medbragte strygere blev desværre overdøvet af bandet, og det var først efter, at Alex Nyborg Madsen for anden gang havde snakket med bandet, at de kom frem på scenen under "Something Good", hvor de til gengæld også virkelig viste format. En fantastisk blanding af aggressivitet og blide strøg løftede det i forvejen smukke nummer, og lydmæssigt var det nok aftenens højdepunkt.

Da P4 var aftenens arrangører, var Alex Nyborg Madsen to gange inde på scenen for at afbryde koncerten med korte interviews om bandets historie, hvilket passede meget godt til den midaldrende stemning. Uden negativ klang.

Laust Supermand

Med en rusten Jesper Binzer og en tæmmet Stig på bas måtte de to andre trække læsset, og det må man sige, de fik gjort med maner. Jacob Binzer legede med hele sin guitarsamling, der i aftenens anledning også bestod af en ukulele, som flere gange blev afprøvet med forskelligt held. Under "Sleeping My Day Away" blev stemningen f.eks. så løssluppen, at "Cobber" forsøgte sig med en solo, som han dog måtte opgive over for et henrykt publikum.

Laust Sonne fløj frem og tilbage på scenen som bandets supermand. Den yngste mand i D-A-D virkede ikke tynget af 25 års historie og gav den gas på både klaver, guitar og så naturligvis trommer. Til det sidste nummer "Marlboro Man" fik han efter en stille koncert endelig lyd på drengen og stjal fuldstændig billedet med formidabelt trommespil til hele salens begejstring.

Hvor var "Laugh'n'Half"?

Af andre højdepunkter skal nævnes en stemningsfuld udgave af "Mad Days" og "Up Up over the Mountain Top" fra de glade kopunk-dage, som D-A-D i bedste spaghettiwesternstil, med psykopattempo på guitaren og skrig, leverede for fuld udblæsning.

Det var en speciel oplevelse at se D-A-D-monsteret tæmmet. Hvorfor skal en 25 års fødselsdag være stille? Hvorfor måtte Stig ikke have fyrværkeri med? Hvorfor spillede de ikke "Laugh'n Half"? Der er sikkert dybt forskellige meninger. Sådan er det, når man har så mange hits at tage af. Der vil altid være en sang for lidt, men for P4's lyttere var det afdæmpede sæt garanteret et hit. Og man bliver jo også ældre.