White Lies
Lille Vega, København

En ting er kun at have et enkelt album i bagagen, en anden ting er at kunne levere et sådant så overbevisende, at der ikke er behov for coverversioner og b-sider. White Lies' plade har kun været på gaden et par måneder, og har allerede kastet både en førsteplads på den engelske albumhitliste af sig og en række anklager for at være uoprigtige og et Joy Division-plagiat.

Det er ikke svært at se, hvor sidstnævnte kritikpunkt kommer fra. Ikke bare leverer White Lies en mørk og dyster rockklang meget lig Joy Divisions, men frontmand Harry McVeigh har også en attitude og tilstedeværelse på scenen, der minder noget om Ian Curtis'. Men det er jo ikke en dårlig ting! For lige fra White Lies starter de første toner i "Fairwell To The Fairground", fylder McVeigh scenen så overbevisende ud, støttet af rytmesektionen Charles Cave (bas) og Jack Lawrence-Brown (trommer), at man helt glemmer, hvem det nu er bandet ligner og lyder som.

Live får McVeighs vokal en ekstra snerrende, næsten growlende, kvalitet, der giver bandets liveoptræden ekstra kant. Samtidig er det i den grad overraskende, hvor godt det fungerer, at McVeigh ofte lader guitaren hænge roligt om halsen, imens Charles, Jack og den til lejligheden medbragte keyboardspiller driver numre som "A Place To Hide" og "E.S.T." frem. Istedet lader han sin stemme fylde salen, og gestikulerer enkelt og skarpt med hænderne, om det så er små slag på det blege bryst eller intense jap i luften. Det understreger nærværet i sangene, og så synger McVeigh bare overbevisende godt. Det virker, som om hans dystre baryton kommer enormt let til ham, og den fylder nemt salen, specielt hvor hans lidt for lavt spillende guitar svigter.

På trods af den overbevisende selvtillid, virkede Harry McVeigh helt forlegen, da Lille Vega sendte deres største klapsalve op imod bandet efter deres fremragende liveudgave af hittet "Unfinished Business". Det var ganske rørende at se en frontmand, der i den grad lever på det distancerede og fjerne tekstunivers, virke så oprigtigt glad for et bifald.

På den måde bliver et af albummets svagere numre, "Fifty On Our Forheads", også i den grad løftet, og er en af koncertens bedste og mest intense sange, sammen med den fremragende "Price Of Love", der smukt indkapsler de to temaer, der går igen hos White Lies: kærlighed og tab.

Frem for at fylde koncerten med snak og andenrangs sange, leverede White Lies cremen af deres flotte debutalbum, i en super tight og nærværende liveudgave, hvor deres dystre musik og sammenbidte stil gik op i en flot og vedkommende enhed.