Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S

Sune Rose Wagner og Mellemblond
VoxHall, Århus,
onsdag d. 11. marts 2009

GAFFA | Anmeldt af Michael Jose Gonzalez
Mandag d. 09-03-2009 kl. 00:00
Foto: Lasse Dearman
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
5,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fremragende aften i den dansksprogede rocks tegn

Der er dømt rock og rul på dansk denne onsdag aften på VoxHall i Århus, når Sune Wagner, der må være en af tidens mest aktive danske kunstnere, går på scenen for at servere numrene fra sin dansksprogede solo-debut live. Opvarmningen er kollegaerne fra Mellemblond.

Mellemblond (****)

Det tre mand høje Mellemblond går på scenen, og der går ikke mange sekunder, før en rasende guitarrytme finder vej ud mellem publikum. Kristoffer, Adrian og Jens står på en lige linje, således at trommeslageren befinder sig lige så langt fremme på scenen som sine to bandkollegaer, hvilket giver en ret cool visuel dynamik.

Lyden er rå, sammenspillet er tæt, og guitararbejdet er forbilledligt. Lyd Over Land brager ud i lokalet, og bandets halvpunkede garagerock med et strejf af psykedelisk hippie-intellektualitet bliver taget godt imod af publikum.

Udstødt leveres i en tung og slæbende udgave, der byder på godt med hvinende og huggende guitar hen over lyriske guldkorn som: ”i stemmens vold høres det tørstige hjerte, hudens huller udskiller nat.” Desværre ligger vokalen lige lovligt lavt i lydbilledet, så man flere steder går glip af ordene, hvilket er særligt ærgerligt i netop Mellemblonds tilfælde.

Lyden denne onsdag aften er mere mudret end på pladen, hvor alle detaljer står lysende klare. Dette bidrager også til at et nummer som Paralyseret bliver særligt psykedelisk og stenet på den seje måde. Kristoffer Munck Mortensen finder sågar en wah wah-pedal frem, og helt i genrens ånd lyder det heldigvis mere som Young Flowers end Eric Clapton.

Henimod afslutningen af Mellemblonds sæt går bandet ned i tempo, og numrene trækkes en kende længere, end de egentlig kan holde til. Dette ændrer dog ikke på, at bandet har bevist, at de også live er pålidelige leverandører af en solid gang uforfalsket beskidt dansksproget rock ’n’ roll, der måske kunne bruge lidt mindre stilstand på scenen, men under alle omstændigheder er en rå fornøjelse at lægge ører til.

Sune Rose Wagner (*****)


Den karakteristiske Wagnerske guitarklang fylder VoxHall kort efter aftenens hatteklædte hovedperson og hans to lejesvende er gået på scenen. Med stor selvfølgelighed har en tyggegummignaskende og tydeligt scenevant Sune kastet sig ud i første nummer, der ligesom størstedelen af sangene denne aften er hentet fra hans fremragende solo-debut.

Sune og hans guitar synger om kap, og både stemme og strenge er en fryd for ørerne, ligesom det er tydeligt, at de nye numre absolut intet mister ved at blive fremført live. Tværtimod. Der er smæld på bas og trommer, og de på pladen relativt korte numre strækkes ved hjælp af vidunderligt vellydende guitarpassager.

Det er ingen hemmelighed at Sune Wagner alle dage har haft en forkærlighed for de lettere nostalgiske elementer i sin musik, og kombineret med den friske og skarpe lyd, han og bandet lægger for dagen denne aften, går melodierne og enkeltheden op i en højere enhed.

Der bliver spillet med både nerve energi og overskud, og gang på gang får guitaren frit løb, så meget at min sidemand med et smil bemærker at: ”der gik da vist lige Neil Young i den der”, efter et særligt langt sonisk udbrud fra den seksstrengede. 

Med en enkelt soloplade med ti numre, der alle er omkring de tre minutter, er der ikke nok til en hel koncert, så halvvejs inde i koncerten griber Sune og co. til et nummer fra den gamle Kattejammerrock-plade fra 1970’erne, der viser sig at være den eneste filler i et killer-set.

Efter godt tre kvarter takker manden med hatten og hans to kumpaner af og forlader scenen. Efter en gang obligatoriske klapsalver og hujen vender aftenens hovedperson tilbage på scenen med sin guitar og siger et par ord om den forstående Psyched Up Janis-gendannelse. ”Her er et gammelt nummer fra mine teenageår”, lyder det, og genkendelsens glæde ved at høre I Died In My Teens er ikke til at komme uden om. At dømme efter publikums reaktion gælder det hele salen.

Aftenens sidste nummer er en cover-version af Klichés Masselinjen, der får en solid støj-overhaling. Man kan måske undre sig over, at manden ikke vælger at dykke længere ned i sin egen sangskat frem for at spille andres numre. Han har jo trods alt rigelig af godbidder at dele ud af. På den anden side er der jo hverken tale om en Psyched Up Janis- eller en Raveonettes-koncert i aften, og hver ting til sin tid.

I aften står der Sune Rose Wagner på plakaten, og genfortolkningen af Masselinjen sætter et flot punktum for en fremragende onsdagskoncert i det århusianske. Således kan man så slentre hjem med en rungen i ørerne og et smil om læben med udsigt til både en ny Raveonettes-plade og en Psyched Up Janis-gendannelse inden årets udgang. Især hvis niveauet fra denne aften holdes.

Følg Sune Rose Wagner tryk på hjertet

Følg Mellemblond tryk på hjertet

Tip en ven
5 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
0
Hej Gaffa...
Fed anmeldelse af Sune Rose Wagner. Manden har fortjent positiv omtale, for han er jo cool.

Jeg undrer mig bare over, at I har valgt at fjerne anmeldelsen fra Store Vega, som jeg husker var noget mere lunken. Jeg kan i hvert fald ikke finde den nogle som helst steder. Hvorfor dog det? Ligger I under for pres fra pladeselskabet eller Hr. Wagner :-)
0
Jeg vil sgu give den 5½ stjerne. meget enig med denne anmeldelse. rigtig fedt at se sune tilbage i dk.
0
Der var da ingen gaffa anmeldelse af vega koncerten....tænker du ikke på BTs anmeldelse?
0
hmm ok, jo ka være jeg tager fejl... I så fald, sorry... Go' Sune!
0
#1
Det er da ganske normalt? Gaffa plejer normalt kun at anmelde den første koncert på touren med det band der nu er på tour (:

Log ind for at kommentere.