Anmeldelse / Live / Fredag d. 13-03-2009 kl. 13:33

The Late Parade og Hymns From Nineveh
Rust, København,
torsdag d. 12. marts 2009

Anmeldt af Tine Brendstrup
Foto: Freja Børsting Christiansen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Good Tape Records' label night præsenterede to mildt sagt lovende navne

Det københavnske pladeselskab Good Tape Records, der blandt andet har Murder og Bodebrixen i sin stald, holdt torsdag aften label night på spillestedet Rust og inviterede indenfor til smagsprøver på to af sine kunstnere: Snart pladeaktuelle The Late Parade samt Hymns From Nineveh.

Hymns From Nineveh (*****)

Først på scenen var forsangeren i nu opløste (om end snart albumdebuterende) Attrap, Jonas Petersen, der med sit nye soloprojekt, Hymns From Nineveh, er slået ind på en mere neo-folket stil i modsætning til det indiepoppede univers i Attrap.

Ene mand med sin guitar tog han hul på sættet med "Fall of the Winterking", hvor det med et skævt grin lykkedes ham at flette aftenens andet navn på plakaten, The Late Parade, ind i teksten. Meget overskudsagtigt. Mere alvorligt blev det, da "Witch on the Hill" blev introduceret som "en grim historie" og den blev da også leveret med en mørk tone, der sendte tankerne efter Nick Caves "Murder Ballads" - uden sammenligning i øvrigt.

RebekkaMaria Andersson (Lampshade og As In RebekkaMaria) gæstede scenen på to numre, og hendes vokal komplementerede Jonas Petersens meget fint. Tilsammen fandt de på "A Tired Man Sings Abide" et næsten Sufjan Steven'sk udtryk.

Sangene blev leveret med en udadvendt inderlighed, som vekslede mellem det stille og skrøbelige og det mere frembrusende, hvilket passede smukt til materialet. Og jeg kan kun give RebekkaMaria ret, da hun fra scenen proklamerede, at man skulle være lavet af sten for ikke at blive ramt af Jonas Petersens fine sange.

The Late Parade (****)

The Late Parade slog med "A Late Parade" tonen an til et storladent melankolsk univers med drømmende flader båret oppe af Rune Vigils meget lyse stemme, der bevægede sig i omegnen af falset, og Line Grønbechs meget imponerende trommespil. "Snow Drops" fulgte med det fængende, nærmest messende omkvæd. Virkelig godt.

På backdroppet kørte små film eller kalejdoskopiske farver og figurer, som virkede fint i sammenhæng med musikken, men som også tilføjede til den sammenligning med Mew, som lå lige for, genren og Vigils stemme taget i betragtning. Denne sammenligning er dog ikke helt fair over for bandet, der rent faktisk har deres eget bud på intelligent og drømmende artrock.

Der blev fremmanet sarte og sårbare atmosfæriske eventyr, som derefter blev revet i stykker - på den gode måde altså - af guitarernes støjpoppede tyngde.

Malurten i bægeret - og sådan én er der desværre oftest i eventyrverdenen - var, at de mange fine detaljer, der findes på albummet, ikke blev overført til liveudtrykket og derfor blev numrene mere enslydende og kom ikke helt så meget til deres ret. Så efter en meget stærk og lovende første halvdel af sættet formåede The Late Parade ikke helt at fastholde intensiteten og komme ud over scenekanten, hvilket var ærgerligt, for jeg havde høje forventninger efter at have smuglyttet til deres kommende plade.

The Late Parades debutalbum "In Chase of Red Beads" kommer på gaden den 11. maj.