90'ernes store rockstemme har solgt ud

Aggressiv og i fuld færd med at smadre en af sine elskede guitarer. Chris Cornell er lige ved at springe ud af coveret på sit tredje solosudspil Scream. Man kunne foranledes til at tro, at halvfemsernes store vokalorakel var vendt tilbage til den tunge rock. Desværre står indpakning og indhold ikke i forhold til hinanden. Den hidsige fremfærd skyldes mest af alt, at Chris Cornell gør op med guitarrocken og nu vil prøve kræfter med den maskinelle rytmepark og alt, hvad den bringer med sig. Gennemslagskraften som den store solokunstner udeblev på de to første udspil på grund af det tvivlsomme sangskrivertalent. Derfor har Cornell overraskende allieret sig med en af tidens hotte producere, Timbaland, for at se, om han kan bringe noget nyt til sangerens skrantende renommé. Facit er hovedrystende dårligt. Cornells materiale er om muligt blevet endnu mere udvisket. Scream besidder ikke en eneste mindeværdig sang, der er værd at hæfte sig ved. Part Of Me og Time sætter standarden på værst tænkelige måde. Et maskinelt rytmespor med start-stop-effekt, der slår takten an, hvor der er mikset diverse drama-teologisk relaterede spor ovenpå, ender som urkomisk tomgangs-muzak. De fleste af sangene hænger sammen som en tykt flydende masse, hvor det føles som om, at nogen har trykket på en repeatknap. I hænderne på Timbaland er hovedpersonen selv degraderet til at spille marionetdukke. Chris Cornell har mistet sin orienteringssans fuldstændigt, og ejer tilmed ikke vokalen til denne form for kunstige eksperimenter. På Scream har halvfemsernes store rockstemme ramt bunden, hvor det bliver forbandet svært at kravle tilbage på toppen igen.