Markante gæstesangerinder kan ikke helt løfte Röyksopp op i de højere luftlag

Det er et imponerende sammenrend af skandinaviske sangerinder, Röyksopp fremviser på deres tredje studiealbum Junior. Lykke Li, Robyn, Anneli Drecker og Karin Dreijer er alle en del af et allstar-vokalteam, der dog ikke kan hjælpe den norske rumpopfærd helt til hverken månen eller den syvende himmel. Röyksopp er skam stadig leveringsdygtige i smittende pop-hooks. Dem er der faktisk – på godt og ondt - kommet flere af med tiden. De veldrejede refræner er stadig pakket ind i lækre synth-lydkulisser, men på Junior ender de hyppigere end tidligere i forudsigelige blindgyder. Det gælder eksempelvis på The Girl And The Robot, der desværre lyder som et bidrag til en Kleerup-udgivelse, og Happy Up Here, der besidder noget af den samme boblende charme som debutåbneren So Easy, men som skæmmes kraftigt af et velfriseret vokalindslag (tjek i stedet Holy Fucks remix af samme nummer ud!). På den vokalmæssige konto lyser Karin Dreijer derimod op. Der er en særlig kant i hendes klang, som klædeligt bidrager til at skabe nogle ridser i den velpolerede Röyksopp-lak, som duoen kraftigt har øget brugen af siden debuten i 2001. Mest vellykket er hendes indsats på den disco-housede This Must Be It, der hører til blandt en af mine favoritter på et album, der både idé- og fremførelsesmæssigt fremstår mindre originalt og slagkraftigt end de to foregående titler fra Svein Berge og Torbjørn Brundtlands rumpopstation.

http://www.myspace.com/royksopp