Karen: Stiletto

Karen
Stiletto

Karen: Stiletto

GAFFA

CD / Playground Music
Udgivelse D. 06.04.2009
Anmeldt af
Sohail Hassan

Karen Rosenberg har med sit tredje album en del ønsker at indfri. Fans'ene er mange, og de er sultne. Klogt nok har hun taget sig god tid til at komme med tredje udspil. Hun har med sine to tidligere album cementeret sin position som dansksproget pop-r&b's førende figur. Som sådan har hun vist vejen for en række andre såsom Szhirley og IdaAida. Noget af en pioner. I samarbejde med kæresten og produceren Vagn Luv har hun drejet lyden i retning af det mere elektroniske, men r&b er det stadig. Kombinationen af Vagn Luvs meget Timbaland-agtige beats og grooves og Karens kælne soul-vokal virker rigtig fint. Et godt eksempel er første single Sækken I Katten. Der er mere af det gode at hente på albummet. Karen brillerer med sine tekstforfatter-evner, om end rimene til tider er lidt anstrengte. Emnerne er stadig de uopslidelige: Kærlighed, parforhold, respekt og selvstændighed. Med sine tre album har Karen lavet et leksikon til de mange drengerøve, som ikke er vokset fra mor og ikke ved, hvordan man behandler en kvinde. Lyt og lær. Karen fraserer måske en tand for meget på hver endelse, og hendes stemme lyder noget pibende, men hun er en dygtig sanger, og resten dækkes ind med rigelig stil, udstråling og attitude. Den moderne feminist er sexet og frisk, romantisk og blød, men bider samtidig fra sig og gi'r hæl. Albummet er langt mere poppet end debuten, og nyheds-værdien er selvfølgelig ret lille, nu her på tredje album, men ønskerne og forventningerne bliver rigeligt indfriet. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA