Dansk duo bag avantgardistisk kraftpræstation, der bøjer ord og lyd
Torben Ulrich er en institution: Digter, tennisspiller, musiker, billedkunstner, skribent og tænker. En mand med hele otte årtier på bagen! Hans makker, Søren Kjærgaard, er et talent: Pianist og komponist. En mand med sølle tre årtier på bagen. Sammenlagt udmønter de elleve årtier sig – med Suddenly, Sound – imidlertid i en kraftpræstation, som er helt uforlignelig. En avantgardistisk kraftpræstation, som klart ligger i forlængelse af Torben Ulrichs tidligere, bevidsthedsudvidende og meget enestående præstationer på tennisbanen og musikscenen, i poesien og billedkunsten. Suddenly, Sound er – som albummets undertitel antyder – en kombination af klaver og andre mærkværdige instrumenter. Helt konkret ”instrumenter” som stålkugler i en lakskål, nogle terninger i et glas, et legetøjsklaver, et nedløbsrør, en gummisuger mm. Til lyden af disse ”instrumenter” nærmest messer Torben Ulrich sine på én gang simple og komplekse songlines, der er udskrevet i to gange fem konsekutive rod-linjer. Og dét er ikke for begyndere. Alligevel er avangardistiske Suddenly, Sound et godt udgangspunkt for den, der vil bore sig ned i sproget – det musikalske såvel som poetiske.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.