Grace Jones: Falconer Salen, København

Grace Jones, Falconer Salen, København

Grace Jones: Falconer Salen, København

Anmeldt af Frederik Rask | GAFFA

Efter at DJ Typhoon har varmet Falkonér Sal op med lidt soulede lækkerier, går Dronningen endelig på. Hun stiger graciøst og faretruende ned oppe fra loftet i høje stiletter, kropsnær og en futuristisk hovedbeklædning. Endelig kommer hun for at invadere København med sit overjordiske væsen, sit bagkatalog af klassikere, den suveræne nye "Hurricane"-album - og sin legendariske performance-kunst.

Det syv mand store band er klædt i sort og diskret placeret i skyggerne bag aftnes visuelle eye-fuck og hovedattraktion, der dubber sig igennem "Nightclubbing" fra den Sly and Robbie-producerede klassiker fra 1981. Salen er ellevild fra første sekund, det her er Grace Jones. Og det er præcist så stort, som ens vildeste fantasi havde håbet på!

Stemningen er elektrisk med et rigt udvalg af folk fra København, der er noget ved musikken. Og minsandten om ikke selveste Susse Wold sætter sig lige foran mig. Det kan undertegnede slet ikke komme sig over, det er for stort! På 22. række har jeg udsyn til både Susse på 70 og Grace på 60 - to kvinder, jeg beundrer dybt for deres tidsløse og modige væren i denne verden. Hvis vi har en Grace Jones i Danmark, ja, må det være Susse Wold. Selv om der narturligis er verdner til forskel.  

Hovedpersonen the Hurricane
Grace Jones er hovedpersonen, og stjernen over dem alle, og selv om det er mandag, er der dømt Nightclubbing og fest fra første færd. Jeg kan høre på min sidemand og sidekvinde, at jeg ikke den eneste, der sidder og tænker på, om Grace egentlig har trusser på under strømpebukserne. Det ser altså ikke sådan ud! Grace er et genetisk vidunder - hun har ikke en krop, hun er lutter krop. Og hun sætter den modigt i spil - selvsagt med et nyt haute-couture designer-outfit til hvert nummer. 
  
"Jamaican Guy" bliver leveret med fuld drøn, festen fortsætter i "The World of Grace Jones". Bandet spiller supertight og backer Jones helt perfekt op med en international blanding af reggae, funk, calypso og nærmest et merenge-beat i sættets anden sang, "This Is". Bassen forplanter sig i stolene, og hvert øjeblik er kort og godt larger-than-life. Jones kunne spise alle i salen levende, og hun gør det med sin intense optræden.

Lyden i Falkonér er rigtig sprød - massiv, dyb og varm. Lydniveauet er dejlig højt, men ikke larmende. "Juicy me. Juice me, Copenhagen", siger Grace i sceneskiftets mørke og kommer ind med "Sunset Sunrise", det sidste nummer fra den blændende album fra sidste år, Hurricane.   

Suveræn performance
Publikum får kun en lille pause mellem hvert nummer, før Jones slipper et Himmelsk Helvede løs i salen og indtager festens midtpunkt, stormens øje. "Hello My Friends" siger hun - og nu er det Grace Jones som selve djævelen, der vrider sig rundt på alle fire og synger om djævelen i sit liv i endnu et storslået og smukt kostume. Hun holder et tryllebundet publikum som slaver i den dystre mørke-sang. Den jamaicanske præstedatter, der startede som skuespiller og Queen of the Gay Disco, er en pop-dominatrix med utæmmet sex-power, der forfører både mænd og kvnder med sin rå, mørke stemme og grænseløse charme.

"Demolition Man" leveres med et virkelig hårdt, utæmmet rock and roll punk drive. Det her er altså en punkmama på 60 år! "Love Is The Drug" leveres også supertungt og forløser salen og de mange fans, der har Grace Jones som en vigtig figur i deres spraglede fortid. I "Libertango", et elektronisk dubbet tango-nummer, der udkom lysår før The Gotan Project, synger hun virkelig super, og er - igen - udklædt i den frækkest tænkelige maske.

Grace er den vildeste skabning i de vildeste kreationer - blændende fra top til tå. Den Trevor Horn-producerede 1985-klassiker "Slave To The Rhythm" kører i en syv-otte minutters lang og jammet version med Grace, der svinger en hula-hop-ring om maven fra start til slut. Ren magi.

"Hurricane" er en faretruende mørk og nærmest symfonisk messe-sang, der definitivt blæser publikum tilbage i stolene. Selv om man undervejs i koncerten også har stået op og danset. Fordi det var umuligt at sidde stille. "I'll take care of you, untill you die, I'll be a hurricane, ripping up trees!", hedder det i "Hurricane", og rive træer op med rode - det er lige præcis hvad Grace Jones - som ingen andre - kan. Det er mere performancekunst end det er popmusik. Grace Jones er et ægte eventyr, der er vendt tilbage til verden - mere moden, mere kompromsiløs end nogensinde. En kvinde, der er total ligeglad i ordets forstand og gør præcis, hvad der passer hende.
   
"Can I have a joint now?"
Koncerten er ved at være forbi. Med en kæmpe buket langstilkede roser i favnen præsenterer en ydmyg Grace bandet og hele sit crew. Det er deres sidste aften på Europa-turen, og Grace er glad. Det samme gælder publikum. Falkonér Salen blev lagt ned, blæst tilbage i sæderne. Hypotonitiseret af den androgyne amazone, tidens største nulevende queer-ikon.

Hun siger "Man-ge tak" på dansk igen og spør, om hun ikke kan få en joint nu...!? "Who will give me a pot joint now?!", siger hun med et frækt smil og griner. Men det er trods alt som om, publikummet  er blevet for gamle og seriøse til at have den slags på sig. Men heldigvis er Grace ikke for gammel til noget som helst. Hun er uden for enhver kategori - ingen over, ingen ved siden af.

"Var det også godt for dig?" spørger en kvinde sin mandlige ven på vej ud af salen. Ja, det var også godt for mig, siger han og smiler stort. Ja. Det var godt for alle. Det var intet mindre end suverænt! 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA