Trioen er gået fra garagen til dansegulvet med pæn succes

Newyorker-trioen er kommet langt, siden Karen O skråsikkert proklamerede "It's our time to be hated" over buldrende trommer og larmende guitarer på YYYs' debut-ep fra 2001. På gruppens tredje fuldlængde-udgivelse er det dog nærmest kun stemmen, der er genkendelig fra dengang, for væk er den sjuskede, men effektfulde, tilgang til musikken, der nu i stedet er strammere end Ole Henriksens hud.
Karen O springer undervejs ud som vaskevægte disko-dronning, og gruppen har aldrig været mere poppet end på Heads Will Roll ("Off with your head / Dance 'til you're dead"), der lyder mere som Ladyhawke end Siouxsie Sioux. Både Nick Launay (Nick Cave) og Dave Sitek (TV On The Radio) krediteres som producere, men det virker, som om det er sidstnævnte, der har sat dagsordenen. Undervejs lyder gruppen dog lidt mere som sig selv (Soft Shock og Dull Life), men mængden af keyboards og den lidt velfriserede produktion gør, at vildskaben aldrig rigtigt sætter ind.
Dynamikken titter dog frem, når gruppen går ned i tempo, som på den flotte Hysteric og afslutningsnummeret Little Shadow, hvor Karen O's stemme får masser af spillerum, selvom musikken dog desværre aldrig opnår samme intensitet, som den fænomenale Maps havde.
Men kan man leve med, at punken er ude af YYY's, så står man tilbage med et vellydende album med en fortrinlig sangerinde, der sammen med Nick Zinner og Brian Chase blandt andet lyder fantastisk på den flotte Runaway og den yderst dansevenlige Zero, der åbner albummet.