Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 07-04-2009 kl. 09:19

Röyksopp
Pumpehuset, København,
mandag d. 6. april 2009

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt og Morten Gottschalck
Foto: Henrik Reerslev

GAFFA		4 stjerner
Læserne		2,00 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Elektronisk mekka og kasteskyts

Röyksopps seneste udspil "Junior" adskiller sig fra de forrige på to markante områder. For det første er der kvindelige gæstevokaler på otte ud af albummets 11 numre. For det andet er albummet blevet markedsført med langt mere fokus på de to norske drenges udseende. Vi er altså ude i noget af en metamorfose, og det er ikke til at sige, hvordan aftenens koncert vil ende.

Det første, jeg lægger mærke til, er, at Pumpehuset er ubehageligt varmt. Men samtidig også så proppet, at jeg ikke gider mase mig vej mod baren. Altså vender jeg snuden mod scenen og venter tålmodigt i den halvanden time, det tager før koncerten starter. En dj holder os kørende, indtil scenen overgives til Röyksopp. Eller hvad? Selvom dj'en forlader scenen, spiller der stadig musik - så stopper musikken, lyset går ned, musikken vender tilbage, folk med lommelygter render rundt på scenen, mens publikum forsøger at klappe bandet på scenen... Og jeg tænker: "Nå, det bliver en af den slags koncerter."

Endelig indtager to velklædte nordmænd scenen, og der bliver lagt blødt ud. Publikum er glade og måske lidt lettede over, at koncerten starter. Nu skal vi til det.

Dans og dukkede hoveder
Jeg tygger lakridser og kigger mig omkring. Folk er ved at vågne op. Pludselig, under første nummer, bliver en ung dame oppe foran angrebet af et mikrofonstativ, som umotiveret vælter lige ned i knolden på hende. Mikrofonstativet bliver rejst op af en frisk stagehand, og vælter to gange igen senere under koncerten.

Så kommer Anneli Drecker ind. Hun tager roret på fire numre i gennem koncerten, og forklæder sig forsøgsvis som sin kollega Karin fra Fever Ray/The Knife, med uglemaske og kappe. Det lader til at virke, for stemningen er på vej op ad i Pumpehuset. Især den midterste del af koncerten, med "Happy Up Here", "Eple" og "This Must Be It" går rent ind. Blonde Brundtland ligner H.C. Andersen, komplet med høj hat, mens Berge snurrer en kina-hat, og derefter hiver en rumhjelm på for at glæde vores øjne. Röyksopp spiller både nyt og gammelt i friske toner, så der er noget for enhver smag. Der bliver også plads til et par remixes af mindre kendte numre, som fungerer de gange, hvor publikum er i humør til det.

Berge mister grebet om sine trommestikker et par gange, så de flyver ud i lokalet. Man kan måske argumentere for, at det gør koncerten mere spændende, og publikum bliver da også mere opmærksomme på, hvad der foregår på scenen, meeen... Og der er desværre også en håndfuld episoder med musikken, hvor mystiske håbløse trommer blander sig, og hvor andre toner klinger falskt. En enkel svipser eller to kan man trække på skuldrene af og smile af, men til tider minder det lidt for meget om en generalprøve.

Højt niveau, men mangler koordineret showmanship
Röyksopp forstår at holde stemningen kørende. Koncerten bliver mere og mere intens, falder lidt i styrke hen ad slutningen, og samler så op på det næstsidste nummer, "Poor Leno", hvor hele salen hujer og klapper til afslutning. Men de norske gutter kan ikke helt bestemme sig for, hvornår det hele skal slutte. Og det er jo også fint nok med mere dejlig musik, men det er også en kunst at stoppe, mens legen er god, i stedet for det her to en halv encore, som vi får serveret i stedet.