Anmeldelse / Live / Fredag d. 10-04-2009 kl. 03:01

Pete Doherty og Marie Fisker
Øksnehallen, København,
torsdag d. 9. april 2009

Anmeldt af Morten Gottschalck
Foto: Lasse Dearman www.lassedearman.dk

GAFFA		3 stjerner
Læserne		4,92 stjerner i snit (efter 12 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Lejrbålskoncert for hardcore fans

Øksnehallen danner ramme om udstillingen "Closer", af Søren Solkær Starbird. På væg efter væg hænger en lang række musikere og viser attitude, eller keder sig i pladeselskabernes navn. Det kan man mene om, hvad man vil, men det var en sjælden godbid før aftenens to navne.

Opvarmning: Marie Fisker

Marie Fisker udgiver om en måned sit debutalbum, og bruger klogeligt sin tid på at promovere det. Allieret med tre mand på henholdsvis bas, guitar og trommer skulle vi lære, hvad vi har i vente.

Det blev desværre noget af en tung dans. Fiskers numre er alle relativt langsomme, repetetive og enkle. Lyrikken fejler dog ingenting, men uden nogen som helst form for show, andet end bassistens snurredans, blev det en tør affære. Publikum sludrede hele vejen igennem. Steen Jørgensen fra det hedengangne Sort Sol gæstede på to af de sidste numre, og løftede især nummeret "City Lies", der stod som det absolutte højdepunkt. Jeg håber, at Fisker med band har mere selvtillid og spræl ved næste koncert.

Se mor, giraffen

Efter den obligatoriske lydprøve stak Pete Doherty sit hoved ind på scenen, hvilket fik et samlet teenagetøseskrig til at fylde Øksnehallen. Da Doherty nogle få minutter senere viste sig frem i fuld figur, var publikum helt oppe på tæerne af fryd.

Før jeg går videre, skal jeg huske at nævne, at Doherty ikke er min gud eller mit største idol. Jeg er sikker på at jeg ved denne holdning alene skiller mig ud fra omkring 80 procent af salen denne aften. Det var skærtorsdag med dertilhørende gymnasielukket langfredag, og jeg kunne snildt få den tanke, at de fleste billetter til 250 kroner stykket var forældrekøb. Måske udtrykkes salens indstilling bedst med ordene fra en ung fan, som jeg talte med efter koncerten: "Pete Doherty er bare cool. Alt ved ham er cool!" Og så kommer musikken vist i anden række.

Nemlig denne holdning syntes Doherty at være udstyret med. Han var iført en akustisk guitar og lagde ud med Libertines' "Can't Stand Me Now", til stor jubel. Derefter fulgte et andet Libertines-nummer, "Smashing". Doherty var tydeligvis i gang med at bløde publikum op og modtog klap og tilråb for sin venlighed. Jeg tillod mig at være en smule overrasket over disse crowdpleasere, da manden trods alt har udgivet sit første soloalbum "Grace/Wastelands" for under en måned siden.

Ingen fare på færde

Doherty hev det ene nummer efter det andet ud af Libertines' bagkatalog, og tøserne hvinede, hver eneste gang han så meget som nærmede sig scenekanten. Vi fik numrene komplet med de instrumentale passager lagt ind, hvormed vi selv blot skulle tænde for det indre stereoanlæg og forestille os, hvordan resten af Libertines ville have spillet de manglende instrumenter. Samtlige sange vekslede ligeledes i tempo og volumen, således at det var umuligt at trippe med foden i den samme rytme en hel sang igennem.

Der er ingen tvivl om, at Pete Doherty har talent. Men i aften var det lige så tydeligt at se, at der manglede nogen på scenen. Selv Doherty savnede dem. Han flåede i sin akustiske guitar og stavrede alene rundt som "endnu en af drengene i bandet". Men i takt med at de bedste Libertines-numre blev spillet ud af ærmerne, var der kun én måde, hvorpå Doherty kunne få den ønskede virkning: Ved at tale med sine tilbedere.

"Graham Coxon aflyste desværre på grund af sceneskræk, så det er kun mig i aften," pippede den kække englænder og blev skreget ad. Efterhånden fik vi også nogle numre af Babyshambles og fra solo-skiven, men på dette tidspunkt var det blevet alvorligt svært at holde koncentrationen igennem endnu en sløj guitarpassage.

Og da det hele sluttede med oplivende fællessang på nummeret "Fuck Forever", forblev lyset nede, og publikum klappede for at få manden ind igen. En stagehand gik straks i gang med at tune guitaren til ekstranummeret. Og efter et par minutter med klapsalver fik vi pludselig besked om, at Doherty ikke kom ind alligevel. Lyset op og farvel.