B.B. King tilbage til det enkle og til det, der formede kæmpens karrierestart

"Det suverænt bedste album i lange tider!" Det er ikke mange 83-årige, man kan hæfte den label på, men i tilfældet B.B. King er det bare fakta: Blues Boy King har sat den storlydende produktion på stand by og har i stedet fået T-Bone Burnett til at stå for en herlig enkel sound, hvor man let fornemmer træet i Nathan Easts gulvbas, Jim Keltners mindste lille tørre trille på trommen og Dr. Johns swingerier på pianoet - alt sammen for, at King kan ramme den rette tætte stemning i hyldesten af de blå sange og sangskrivere, der inspirerede ham tilbage i karrieren start.  Det gør han så, med al den erfaring, årene har givet: Gennem grin og tårer - King har altid præsenteret både den lyse og den mørke side af bluesen - gennem hjertelige stunder og så de helt store smertebrøl, som Kings kolossale urkraft af en stemme stadig leverer. Imponerende, Og er hans elskede Lucille ikke så flydende som i fortids Live At The Regal-dage, er den stadig en positiv signatur, som er med til at understrege billedet af en enestående ener. Tak for den, B.B.