Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 17-04-2009 kl. 01:01

Tone & Mette Mostrup, Anne-James Chaton og T.S. Høeg & Kim Grønborg
Lyd+Litteratur, Archauz, Århus,
torsdag d. 16. april 2009

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Sara Bindeballe
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fin, alsidig åbning af den århusianske festival for litteratur, musik og lydkunst

Den århusianske Lyd+Litteratur-festival blev efter en halvofficiel åbning onsdag skudt officielt i gang torsdag. Det er syvende gang, festivalen, der fokuserer på spændingsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst, finder sted, i år på Archauz. Arrangørerne er som sædvanlig foreningen Litteraturen På Scenen og pladeselskabet Geiger Records. Og vanen tro kom de optrædende vidt omkring foran en stort set fyldt sal.

T.S. Høeg og Kim Grønborg ****

Aftenen blev indledt af forfatteren og musikeren T.S. Høeg og musikeren og billedkunstneren Kim Grønborg. De to har arbejdet jævnligt sammen siden 1980 og er med andre ord nærmest veteraner inden for feltet. Denne aften gjaldt det performancen "Kakofonia" bestående af visuelle effekter skabt af fire lysbilledapparater, lydoptagelser af blandt andet politikere som Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard, meget musikalske og rytmiske tekstfremsigelser af T.S. Høeg og både harmoniske og disharmoniske saxofonpassager med Høeg og Grønborg på henholdsvis alt- og tenorsaxofon. På papiret ser det måske rodet ud, men live fungerede det faktisk fint, da de enkelte elementer blev godt doseret i forhold til hinanden. Nogen overordnet mening var der måske ikke, selvom der selvfølgelig lå et budskab gemt i sammenklipningen af de politiske udtalelser. En del af teksterne handlede på sin side om menneskets forhold til naturen og bød blandt andet på en hyldest til en kartoffel - det stakkels umælende væsen. Andre var mere leg med lyde og rytmer a la "association agogo / hallucination okie-dokie" gentaget om og om igen - men alligevel gav ordene mening, i hvert fald hos denne anmelder. Absolut en fin start på festivalen.

Anne-James Chaton ****

Franske Anne-James Chaton er trods navnet en mand og har specialiseret sig i fremførelse af digte med fokus på lydsiden. Dermed gør det ikke så meget, hvis man ikke forstår fransk, for ordenens klang og Chatons meget rytmiske fremførelse er en stor del af værket, mens teksternes tematikker er tilsvarende enkle. Ofte er de minimalistiske repetitioner af eksempelvis, hvad en person gør, køber ind, og hvor han rejser hen. En del af Chatons tekster er dog på engelsk, så publikum kunne nogenlunde følge med. Et af Chatons særkender er, at han undervejs i sin oplæsning diskret piller ved nogle effekter, så hans stemme pludselig bliver forandret - når der kommer et stemningsskift i teksterne. Af og til supplerede han ordene med lidt beats og meget diskret elektronisk musik og/eller præindspillede vokalspor med mere oplæsning. Alt sammen yderst interessant. Desværre tabte Chaton lidt momentum midt i sin optræden grundet en længerevarende instrumentalpassage, hvor musikken blev lovlig minimalistisk og anonym. Heldigvis kom han tilbage på sporet igen, for det er klart i samspillet mellem ord og lyd, at Chaton er bedst - ikke når han "bare" roder med computeren.

Mette Moestrup og Tone ****

Aftenens sidste optræden var en konstellation sat sammen til lejligheden - noget, Lyd+Litteratur-festivalen nærmest har gjort til sit speciale. Denne gang gjaldt det digteren Mette Moestrup og elektronikamusikeren og sangerinden Tone, med det borgerlige navn Sofie Nielsen. De to havde forberedt sig hjemmefra, men først mødt hinanden tidligere på dagen, så der var i den grad tale om en uropførelse. Parrets optræden bestod af såvel fremførelser af digte fra Mette Moestrups prisbelønnede bog "Kingsize" fra 2006 og tekster skrevet til denne aften. De blev fremført af en veloplagt Moestrup, mens Tone både bidrog med flotte, længselsfulde vokaler, rytmer og stemningsfulde klangflader - og lidt spil på glas fyldt med mælk i en engelsksproget tekst om "white milk from the evil breast". Moestrup forsøgte sig også udi noget, der kunne minde om både rap og sang i nummeret "Min Kittel Er For Kort" inspireret af hendes tid som kantinedame på Århus Amtssygehus i 90'erne, og det slap hun nogenlunde hæderligt fra - i øvrigt med en stærkt underholdende tekst. Og et par kittelklædte dansende statister fuldendte billedet. Godt gået af de to damer, som gerne må fortsætte deres samarbejde.

Således kom Lyd+Litteratur-festivalen fint fra start, og det skal blive spændende at følge den fredag og lørdag, hvor blandt andre det amerikanske punkikon Lydia Lunch og Solveig Sandnes' og Lone Hørslevs fælles projekt Er De Sjældne kan opleves.

Læs mere om Lyd+Litteratur

 

 

 

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.