Lydia Lunch & Philippe Petit, Lars Frost & Kristian Westergaard og Alexei Borsov & Anton Nikkilä
Lyd+Litteratur, Archauz, Århus,
fredag d. 17. april 2009
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Punkdivaen Lydia Lunch overstrålede alle med sit mørke på festivalens anden dag
Den århusianske Lyd+Litteratur-festival fokuserer på spændingsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst og finder for syvende gang sted i disse dage, i år på Archauz. Arrangørerne er som sædvanlig foreningen Litteraturen På Scenen og pladeselskabet Geiger Records.
Fredagens store scoop var programsætningen af det amerikanske punkikon Lydia Lunch i selskab med den franske dj og elektronikamusiker Philippe Petit, og fredagens program bød desuden på Lars Frost & Kristian Westergaard og Alexei Borisov & Anton Nikkilä. Vi tager dem i kronologisk rækkefølge.
Lars Frost og Kristian Westergaard ***
Lyd+Litteratur-festivalen er kendt for at sammensætte konstellationer af forfattere og musikere to og to, specielt til lejligheden, og i år er ingen undtagelse. Ellers torsdagens vellykkede møde mellem Mette Moestrup og Tone gjaldt det fredag forfatteren Lars Frost og guitaristen Kristian Westergaard. Sidstnævnte lagde for med masser af feedback forårsaget af det klassiske guitar møder forstærker-stunt, og feedbacken blev så samplet og efterbehandlet. Det blev dog efterhånden klart, at ikke alle mislydene fra forstærker og guitar var tiltænkt - noget, der lød som en løs forbindelse gjorde indledningen til en temmelig skrattende affære. Oven i det præsterede Lars Frost to gange at vælte sit nodestativ med bøger, hvilket gjorde, at han efterhånden havde svært ved at holde masken.
Efter denne noget usammenhængende start lykkedes det dog for det umiddelbart umage makkerpar at finde en form fælles fodslag. Lars Frost læste op af sine allerede udgivne bøger - herunder både digte, noveller og romaner - som han i bedste sampler-stil faldt ind og ud af, mens Kristian Westergaard fortsatte med at afprøve den elektriske guitars muligheder. Både i form af mere regulært spil og ved diverse former for fysiske angreb på det sagesløse instrument og herpå følgende elektronisk efterbehandling af de lyde, disse overgreb frembragte. Absolut interessant, og de to kombattanter huskede heldigvis at give hinanden plads. Desværre fortonede mindet om den vaklende indledning sig aldrig helt.
Lydia Lunch og Philippe Petit *****
Amerikanske Lydia Lunch må siges at være Lyd+Litteraturs absolutte hovednavn. Den 49-årige New York-kvinde har en over 30 år lang karriere bag sig som sangerinde, forfatter, spoken word-artist, skuespiller, fotograf og meget mere og har arbejdet sammen med stilskabende navne som Nick Cave, Sonic Youth, William S. Burroughs, vore egne Sort Sol og mange flere. På det seneste har hun slået sig sammen med den franske dj og elektronikamusiker Philippe Petit, og det gjaldt også hendes optræden i Århus. Og det 49-årige ikon har stadig sin karisma i behold. Med kulsort hår og en mørkeblå, næsten sort kjole reciterede hun med stor intensitet og glød i den dybe, dramatiske stemme en række tekster, ligesom hun af og til brød ud i regulær sang. Bag hende leverede Philippe Petit skiftevis dystre og stemningsfulde elektroniske toner, lyde og klange, ligesom han med stor ekvilibrisme betjente de to pladespillere. Foruden en del god, gammeldags scratch - som i dette musikalske univers nærmest havde en uhyggeskabende virkning - brugte Petit også pladespillernes pickupper som slagtøjsinstrumenter, hvor han igen og igen hamrede de forsvarsløse nåle hårdt ned i rillerne med dybe, rytmiske dunk som resultat. Imponerende. Bag parret viste et lærred smukke og stemningsfulde, i flere betydninger mørkttonede fotografier af blandt andet øde huse, fabrikker, bilvrag og triste ansigter.
Lydia Lunchs tekster omhandlede blandt andet overvågningssamfund, sex, begær, kvindeundertrykkelse og menneskets iboende trang til vold og drab, og det var stærke sager. På papiret er det måske ikke stor litteratur, men i munden på den dramatiske diva og i denne musikalske og visuelle konstellation fungerede det i den grad. Det eneste lille problem var, at den af og til voldsomme musik til tider næsten overdøvede Lydia Lunchs ellers fyldige stemme, så nogle af nuancerne i teksterne gik tabt. Men stort var det stadig - og indtil videre Lyd+Litteratur-festivalens højdepunkt.
Alexei Borisov og Anton Nikkilä ****
Den russiske forfatter Alexei Borisov og den finske elektronikamusiker Anton Nikkilä havde fået den svære opgave at lukke aftenen efter Lydia Lunch og Philippe Petits top-engagerede optræden. Muligheden for et antiklimaks var dermed absolut til stede, en del tilskuere havde fortrukket i pausen, og umiddelbart var der da også tale om et tilbageskridt. Parret gør sig ganske som Lunch og Petit i oplæsning til elektronisk musik, men den visuelle dimension var helt fraværende. Derudover var de fleste af Borisovs tekster på russisk og dermed uforståelige for hovedparten af publikum. Parret havde dog været så fornuftige at uddele engelske oversættelser af teksterne, som man så kunne følge med i. Og så gav det hele en del mere mening.
I sig selv er russisk jo et flot sprog, og selvom Borisovs oplæsning var noget mindre intens end Lydia Lunchs - det vil de flestes nok være - så fungerede hans ret ordinære, dybe stemme fint i sammenhæng med Anton Nikkiläs meget alsidige, billedskabende elektroniske musik, som modsat Philippe Petits undertiden inkluderede regulære beats. Nikkilä spillede desuden af og til på en el-guitar, som han via diverse elektroniske effekter fik til at lave nogle meget særprægede lyde, så man skulle tro, at han spillede på en synthesizer - men det var altså en guitar. Spændende. Borisovs tekster var en billedrig kortprosa, som blandt andet omhandlede Sovjetunionens teknologiske historie, barndomsminder fra Sovjet-tiden og opfinderen af det særprægede elektroniske instrument thereminen. Her var masser at komme efter, og skulle et par af metaforerne være gået ens næse forbi, kunne man jo tage teksterne med hjem bagefter. En absolut hæderlig optræden af Borisov og Nikkilä, og dermed blev Lyd+Litteratur-festivalens anden dag afrundet på udmærket vis.
Lyd+Litteratur-festivalen fortsætter lørdag med optrædener af blandt andre Er De Sjældne og Frodegruppen 40. Læs mere på lydpluslitteratur.dk








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.