Dylan byder foråret velkommen med en stærk sprudlende sejrsgang af et album

På sit album nummer 46 lægger Bob Dylan ud med nådesløst at blæse sin lytter omkuld med Beyond Here Lies Nothing. En hårdt swingende gypsy-blues, hvor den ikke får for lidt med både harmonika, blæsere og mandolin. Instrumenter der føjer kærkomment nyt til det lydbillede, der har domineret hans sidste to udspil. ”Well I love you pretty baby”, snerrer Dylan, og modsætningen mellem, hvad der siges, og måden det siges på, genererer sammen med det nærmest uhyggeligt velspillende band en medrivende energi og diversitet, der er gennemgående på albummet.
Dylans stemme har alle dage været omdrejningspunkt for diskussion, og med denne plade viser han, at der næppe kan synges med hverken større autoritet eller autenticitet. Der er i det hele taget arbejdet i højere grad med vokalen og produktionen på Together Through Life end på forgængeren Modern Times, der får baghjul af dette indpiskende værk, som skyder først og spørger senere.
Charmøren Bob træder i karakter på This Dream Of You og Life Is Hard, mens Forgetful Heart er en sort og lumsk perle. På My Wife's Hometown såvel som på det lumre pragtstykke Shake Shake Mama er det svært at undertrykke et smil, og det står med disse ti stjernestunder, som udgør Together Through Life, lysende klart, at det for tiden er et absolut fåtal af indspillende kunstnere, der når Bob Dylans tårnhøje niveau.
De seks stjerner er absolut ikke en karakter, man sådan skal strø om sig med, men når Dylan i en alder af 67 udgiver et album, der hører til blandt hans mest vitale og livsbekræftende, er der sgu ingen vej udenom.