Simply Red
Forum, Horsens

Godtfolk i alle aldre er mødt op i Forum Horsens denne fredag aften for at tage afsked med Mick Hucknall og hans udskiftelige kompagni, ved den første af Simply Reds to danske afskedskoncerter. I baren skænkes fadøllene flittigt i takt med, at der bliver stadig mere trangt foran scenen.

Lidt over ni slukkes de store loftslamper, og scenen står tilbage badet i blåt lys. Efter et par minutter går bandet på, og idet It’s Only Love indledes med tonerne af en sprød saxofon, indtager en velklædt Mick Hucnall scenen til folkets applaus.

Bandet swinger rigtig godt, men bortset fra korsildene og pianisten er der som sådan ikke meget gang i dem. Til gengæld er lyden god. Aftenens rødhårede hovedperson byder publikum velkommen og lover en aften med masser af hits.

Sympatisk Mick
Hucknall fremstår åben og sympatisk, og starten af Your Mirror må tages om, fordi han har travlt med at henvende sig til publikum. Det er ret charmerende og står i klædelig kontrast til bandets stramt spillede soul-pop.

På trods af at han efterhånden har rundet de 48, er der ikke meget at udsætte på mandens stemme, der dog svigter en smule i starten af Never Never Love. En sang der illustrerer, at ikke alle Simply Reds numre har overlevet tidens tand med lige stor værdighed.

Musikken ser ikke altid ud til at nå ud til de bagerste rækker i salen. Her er der lovlig meget stilstand, øldrikning og snakken, og man får en lidt ærgerlig fornemmelse af, at visse af de fremmødte bare skal have noget baggrundsmusik at drikke deres fadøl til.

Efter den reggaeficerede Night Nurse, der står som et af aftenens klare højdepunkter, er det tid til balladerne, og tæmpoet sænkes med numre som den charmerende Say You Love Me, der dog munder ud i en lidt klæbrig afslutning, og For Your Babies, som krydres af, at der til venstre for mig står en flok mænd og snakker, mens de hamrer fadøl og gejler hinanden op til at råbe ”Yihah” så højt som muligt.

”This next song might be bloody famous”
Ovenstående er præsentationen til Holding Back The Years, der udløser aftenens første fællessang og en skov af lysende mobil-displays. You Make Me Feel Brand New fremføres i en udgave, der lyder som soundtracket til en Disney-tegnefilm, og The Hollies’ The Air That I Breathe falder en smule igennem.

Hucknall springer rundt på scenen som en årsunge under Fake, mens han proklamerer, at det er fredag, og at der skal festes igennem. The Right Thing går over i Sunrise, og nu bliver der danset helt nede på de bagerste rækker. Fairground, der i overtegnedes bog altid har været et af Simply Reds stærkeste kort, sætter uventet lidt gang i folk.

Bandet bukker og takker af, men vender tilbage med et top-energisk ekstra-sæt bestående af Something Got Me Started og Money’s Too Tight To Mention, hvorefter de atter forlader scenen. Ikke helt uventet klappes Hucknall og kumpanerne atter ind og sætter med Stars og If You Don’t Know Me By Now et flot punktum for en velspillet koncert.

Gik man glip af denne aftens koncert i Horsens, kan man, såfremt bandet holder standarden, roligt erhverve sig en billet til afskeds-show nummer to i Randers til juli.