Anmeldelse / Live / Søndag d. 26-04-2009 kl. 09:44

Laibach
Marmorkirken, København,
lørdag d. 25. april 2009

Anmeldt af Ras Bolding
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		3,71 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Johann Sebastian Laibach

Der er i dén grad gået industrialpionerer i københavnske ArtFreq - for bare en måneds tid siden var Einstürzende Neubauten-frontmand Blixa Bargeld på plakaten, og til juni lægger Throbbing Gristle vejen forbi. Og lørdag aften var det så slovenske Laibach, der gæstede hovedstaden - med pomp og pragt, må man sige, for gruppens koncert fandt sted i Marmorkirken; mindre kunne ikke gøre det. Og det er ret bogstaveligt ment, for koncerten var udsolgt i sådan en grad, at folk blandt andet måtte sidde på gulvet, da alle bænkerækker var optagede. Og der sad man så, på bænke, balkoner og gulv, og ventede på andagt med en gruppe, der blandt mange sære projekter i bagkataloget blandt andet i senfirserne formåede at udgive et helt album med fortolkninger af Rolling Stones' "Sympathy For The Devil". Den var dog ikke på programmet denne aften, for der var tale om det, man vist godt kan kalde en konceptkoncert, nemlig en elektronisk fortolkning af Johann Sebastian Bachs "Kunst Der Fuge", hvilket blev en både tung, hypnotisk, sfærisk og først og fremmest imponerende musikalsk oplevelse.

Det hedder sig om Laibach, at gruppen konsekvent har provokeret alt og alle, siden den så dagens lys dengang i firserne. Den proklamerede, at den moderne musikindustris hang til massesuggestion havde oplagte lighedspunkter med totalitær propaganda og omgav sig således med nazistiske såvel som kommunistiske symboler, men også storkapital, krig og kristendom har med tiden stået for skud. Og nu også Johann Sebastian Bach. Det interessante ved Laibachs provokationer har dog altid været det uomtvistelige faktum, at der har aldrig været tale om provokation udelukkende for provokationens egen skyld. Der har altid ligget tanker og overvejelser bag hvert eneste nyt og ofte bizart påfund, og Laibach har konsekvent taget sig selv så gravalvorligt seriøst, at man som nysgerrig lytter har haft svært ved at finde ud af, hvad der er alvor og hvad der er humor i projektet. Således også, da gruppen for nylig valgte at optræde med elektroniske fortolkninger af barokgeniet Bachs "Kunst Der Fuge", for hvordan skulle det nu spænde an? Vi taler jo om en gruppe, der blandt andet har været inspiration for Rammstein og Marilyn Manson og som, i sine mørkeste øjeblikke, stadig får disse yngre legekammerater til at fremstå som, nåja, lige netop yngre legekammerater. Men det hører med til historien om Laibach, at den klassiske musik har altid været en del af det samlede hele - ikke mindst inspirationen fra Richard Wagner har været tydelig, og set i det lys virkede det faktisk ikke så overraskende endda, at gruppen gik yderst konsekvent til opgaven - så konsekvent, at den lod forsanger og frontmand, Milan Fras blive hjemme, for "Kunst Der Fuge" er jo nu engang instrumentalmusik.

Rumskibet letter
Da sortklædte Laibach gik på scenen, var det reelt kun Ivan Novak, der repræsenterede den originale eller traditionelle Laibach-besætning; de resterende fire musikere var specielt indkaldt til netop dette projekt. Hos de fleste andre grupper ville det formentlig være at betragte som et problem, men Laibach har aldrig anset sig selv som en fasttømret størrelse, så hvis Laibach skal spille Bach på synthesizere, så består Laibach i den situation af musikere med lige præcis den kompetence. Og det var bestemt kompetente herrer, der indfandt sig bag arsenalet af fortrinsvis analoge synthesizere, vocoder, laptops, digitrommer og pladespiller. Uden så meget som et ord til introduktion gik musikken i gang. Jeg havde i forvejen været lidt nervøs for, i hvor høj grad der ville være tale om egentlig koncert, eller om det meste af musikken ville blive afviklet via backing tracks, for det er jo teknisk vanskelige sager, "Kunst Der Fuge". Men mine bekymringer blev heldigvis gjort til skamme. Nok spillede computerne deres del, men deres menneskelige bandmedlemmer tog også godt fat og betjente deres instrumenter med stor dygtighed, præcision og overskud til improvisation. Der var, helt som ventet, nok med rumklang under Marmorkirkens kuppel, til tider også lidt mere, end hvad godt var, men det meste af koncerten igennem var lyden faktisk temmelig god, og i de mere sfæriske passager var kirkens akustik blot en bonus, der fik kuplen til at lette og søge mod stjernerne. For der var bestemt noget kosmisk over Laibachs Bach-fortolkninger. Den gamle barokstjerne var nok til stede i ånden, men også folk som Jean Michel Jarre, Klaus Schulze, Tangerine Dream og Brian Eno spøgte i skyggerne under hvælvingerne. Og naturligvis Wendy Carlos.

Store dele af koncerten var ambient med tung bas, svævende akkordflader og krystalklare arpeggiofigurer, men her og der anede man også spor af jazz, hvilket gav enkelte perioder smag af lounge, men, fristes jeg til at sige, lounge af en bedre verden, lykkelig fritaget for den selv-trendy mangel på attitude, der, i hvert fald i disse ører, jævnligt hjemsøger netop den genre. I stedet gik der lidt små-bizar bismag af Residents i disse mærkværdige møder mellem Bach, chillout og på-tirsdag-hi-hat, og man så skønne billeder for sit indre øje af en afslappet Johann Sebastian på stranden, i kalvekrøsbadedragt og med pastelfarvet sol over de metallisk glitrende bølgeskvulp.

Orgelfinale
Som fint punktum på en helt igennem flot koncertoplevelse, skridtede en af tangentspillerne ned gennem kirkesalen og forsvandt i mørket. Stilhed, en smule anspændt, for oppe på scenen stod resten af Laibach stadig, uden at fortrække en mine. Men så brusede kirkeorglet og sluttede ringen om fortidens Bach og nutidens Laibach, hvorefter de slovenske musikere høstede deres velfortjente bifald og forsvandt igen, uden ekstranumre, uden overraskelser fra bagkataloget, og således forblev de tro mod konceptet hele koncerten igennem.

På vej ud fra kirken i retning mod afterparty på gothklubben Faust. der naturligvis havde arrangeret Laibach-tema til de sultne i nattens anledning, slog det mig, hvor konsekvent Laibach var gået til opgaven, og hvor flot de havde løftet den. Som en stamgæst på Faust meget rammende udtrykte det, da vi, ud på de små timer, talte om aftenens koncert, så var optrædenen i Marmorkirken blottet for den groteske humor, der ofte er et af Laibachs varemærker. Humoren var i dette tilfælde erstattet af en oprigtig ydmyghed, men også en lige så oprigtig nysgerrighed over for Bachs originale værk, som i flere passager bestemt blev tolket temmelig frit. Der skal jo deles stjerner ud - om end neonblinkende jernkors måske snarere ville være på plads - så Laibach får fem af slagsen for en koncert, der både dyrkede sit koncept ud i alle konsekvensens kringelkroge, men som også, på næsten hypnotisk vis, prikkede til drøm og fantasi. Så kære unge mennesker, drop det Combichrist-trip og indse det: hovedingredisenserne i enhver god kop industrial-te er naturligvis Slovenien, sorte skjorter, electro-Bach og masser af eddike.