Anmeldelse / Live / Søndag d. 26-04-2009 kl. 10:13

Beth Hart
Koncertsalen, DR-Byen, København,
lørdag d. 25. april 2009

Anmeldt af Ivan Rod

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Imponerende kraftpræstation af momentvis lidt for rutinepræget singer-songwriter

Det startede med en halv times forsinkelse. Og da der endelig kom nogen på scenen, var det ikke Beth Hart, men Aura!

Aura fik ikke bare bevist, at singer-songwritere som eksempelvis Joan Armatrading har afsat sig spor i historien, hun fik også fortalt nogle mærkværdigt personlige historier undervejs. Og lad det være sagt med det samme: Hendes vokal stod bedre til koncertsalens fornemme rum end hendes historier. Vokalen stod faktisk godt til rummet. Alligevel var der – set fra 3. balkon – noget forsvindende småt over den lille Aura, som stod dernede, længst fremme på den store scene, kun akkompagneret af en akustisk guitar. Selv om vokalen var overbevisende, efterlod sangerinden det indtryk, at hun var fejlplaceret rent scenemæssigt.

Det næste, der skete, var, at der var pause. Heller ikke den blev annonceret. Først halvanden time efter det på billetten påtrykte starttidspunkt kom Beth Hart på scenen. Og der befandt hun sig kun i én time. Også hun lod sig kun akkompagnere af en akustisk guitar. Også hun efterlod – trods et klart større ego end Aura – det indtryk, at hun var fejlplaceret rent scenemæssigt. Vel stod også hendes vokal godt til rummet, men musikken kaldte på et andet set-up, en mere intim stemning, end Koncertsalen kunne tilføre. Og det vidste hun selv. De to gange, mikrofonerne svigtede, lod hun publikum forstå, at svigt af den karakter ikke ville ske ude i de små klubber.

Noget andet, der ikke ville ske ude i de små klubber, var det, at hun som sanger ville finde sig selv omgivet af publikum på alle sider. Derude ville det have været en anden sag for hende at være iført cowboybukser med lav talje. Derude ville publikum ikke have set hendes halve røv. Endsige tvunget hende til at hive op i bukserne igen og igen.
At røven blev blottet i Koncertsalen, tog hun imidlertid med ophøjet ro. For som titlen på hendes nye album – og den akustiske tour – indikerer: Det her var Beth Hart, Up Close and Personal.

Beth Hart var ren power! En energiudladning, som altid. En singer-songwriter, der sang og spillede røven ud af bukserne på sig selv med både gamle numre – til glæde for de mange åbenlyst dedikerede fans blandt publikum – og med numre fra det nye album, der, som hun sagde, er et miks af country og rap – ”Just kidding!”

Hun åbnede sin koncert med klassikeren Leave The Light On. Sprang rundt i sit repertoire med numre som Broken & Ugly og Learning To Live. Og hun gjorde det med et eftertrykkeligt engagement. Akkompagneret af den akustiske guitar sang hun, og sprang hun rundt mellem klaveret, sit keyboard og sin guitar. Og dét fungerede.

Alligevel var det som om, der indsneg sig et element af rutine i præstationen. En form for ensformighed, som fik numrene til at flyde sammen. I den forstand kunne man have ønsket sig musikken udtrykt med flere nuancer, især andet end power. Men selv om der var det element af ensformig energi kombineret med et præg af rutine over præstationen, efterlod Beth Hart sig et solidt ind- og aftryk. Her – i Koncertsalen – kunne ingen være i tvivl om, at hun var sangeren over dem alle!

Beth Hart er for tiden på Danmarksturné. Se turnéplan på hendes hjemmeside.