Ubehageligt tæt på hvalsang. Østrigske chill-out-veteraner forsøger at kede GAFFAs anmelder ihjel.

Der er bestemt ikke løbet meget vand under Toscas musikalske bro, siden Richard Dorfmeister og Rupert Huber udsendte Chocolate Elvis i 1994. Det behageligt vellydende og organisk afslappede er stadig omdrejningspunktet på de to østrigeres nyeste album, der meget passende hedder No Hassle. De 12 skæringer lyder enormt meget af midthalvfemser-downbeat, men hvor det dengang skabte en interessant kontrast til samtidens larmende rock, så er det svært at se relevansen af den her plade uden for tandlægens venteværelse. Jazzede whiskers på lilletrommen, guitar- og keyboard-vignetter, som er renset for støj og dissonans, svævende stemmer, panfløjter og basgange med et let antrit. Undskyld, Richard og Rupert, men jeg kaster op af kedsomhed, og som lytter er jeg en smule fornærmet over at blive undervurderet så groft. Når det så er sagt, så er No Hassle veludført inden for genrens præmisser, så ekstremt afslapningsmindede personer kan med sindsro investere i lidt Tosca til meditationsværelset.