PowerSolo
Posten, Odense (turnéstart)

Når der er tre opvarmingsbands, er der en del tid til refleksion, inden hovednavnet går på. I en af de mange lange pauser denne aften, spurgte én, hvordan de lyder, de dér PowerSolo. Tja, forestil det perfekte soundtrack til, hvis du kravler grinende ud af et blivrag. Eller får et grineflip over at få brækket næsen. Rock 'n' roll dækker det i hvert fald ikke fuldstændigt. Den tynde duo kalder det selv "Donkeypunk". Det lyder amerikansk. Og mærkeligt. Og det er energisk, tight og skørt.

Netop det meget skøre element, med mærkelige lyde og grimasser, fik tilsyneladende en del af Postens publikum til at mene, at det hele bare er noget pjat. Det er det ikke. Det er dybt alvorligt. Altså ikke alvorligt som en klimakonference, men som hvis den skal have pedal, så skal den have det i alvorlig grad. Og det fik den. Der var mere ballade end ballader i hvert fald.

PowerSolo er brødrene Kim og Bo på sang og guitar. Eller Kim Kix og Atomic Child. Eller "The Railthin Brothers", om man vil. Et meget passende navn, for alt fedt er rocket ud af brødrenes kroppe. Denne aften sad Death to Frank Ziyanaks tromeslager, Ibber, dybt koncentreret bag et lillebitte trommesæt og bankede den samme simple rytme under det hele. Koncentrationen er forståelig, for brødrene har noget Richards/Wood over sig. De improviserer, overtager fra hinanden og trækker numre lange, finder på nye riff og gør ved. Hele tiden. Det kan ikke være det nemmeste at følge på skind.

Kim så ud, som han nu gør, med vilde grimasser i det gerne fuldstændig spændte ansigt. Og det var ikke i form af smil. Alle ord bliver sunget med en råhed, som var det de sidste. "I'm not the asshole, you're the asshole", kom til at lyde som en vred besked til hele verden.

Da han var færdig med at spankulere rundt på scenen, sprang han ned til publikum og prikkede til dem med guitaren eller lænede sig op af dem eller gav dem nogle "Jeg dræber dig"-øjne.

Numrene var mestendels fra seneste "Bloodskinbones", fjerde i rækken, der kom tidligere i år. Og det gjorde bestemt ikke noget. For den lyder som om den er lavet over en 48 timer lang nat med et par flasker hjemmebrændt som brændstof. Altså super livemateriale. Det, krydret med de ældre numre, gav en koncert på en halv times tid. Ekstranumrene tog så cirka halvanden time.

De første var gået, da koncerten begyndte efter klokken 23. Og utroligt nok forsvandt der endnu flere undervejs. Så mange faktisk, at der kun var en inkarneret flok tilbage oppe foran til sidst. Og det virkede, som om folk havde taget tøj på, de ikke ville svede igennem i. For jo, de fleste stod og så ud, som om de stod ude foran en kirke og ventede på, at en kiste blev båret ud. Fuldstændig uforståeligt.

Vippende fødder og råb og deslige var dog til stede, og der var tre knægte helt oppe foran, der egentlig gjorde det eneste rigtige - gik fuldstændig bananas. De blev så brugt som fodstøtte og spytbakke af frontmand Kim. Jo, var der elguitarer i det vilde vesten, havde de spillet som PowerSolos, og begejstringen ville nok have været mere passende. For selvom betegnelsen rock 'n' roll ikke er fuldstændig dækkende, skal man godt nok lede længe efter mere ægte rock 'n' roll herhjemme.

Avalyn *****
Fire knægte fra Odense havde fået lov at åbne ballet. Og det gjorde de forbavsende godt. Det var rock, der simpelthen gik lige i fødderne fra første anslag. Meget passende, når PowerSolo er hovednavnet. Trommerne piskede af sted, og guitarerne ringede helt rigtigt. Og lyden var høj og forbavsende "voksen". Det var faktisk den største overraskelse. Instrumenter og stemme var ordentligt adskilt og lød fyldigt og perfekt. Godt klaret af et band af den kaliber.

Frontmand Peters stemme var ligesom melodierne til glemmebogen, men hans indlevelse var i top. Især da guitarstroppen sprang, og da koncerten skulle rundes af. Publikum kunne simpelthen lide ham, og showet var gennemsympatisk.

Hende den lækre tysker ved siden af sagde "Das is perfect music für die Autobahn", og det havde hun ret i. Den piskende rytme skal høres højt, og gerne live eller i et bilsæde. Prøv selv - der er et gratis download på http://avalyn.dk/1325-1175-0465/ frem til 6. maj.

The Fall From Grace ***
Den blide, følsomme start fra andet lokale band, The Fall From Grace, faldt umiddelbart udenfor mellem Avalyns glade aggressivitet og PowerSolos rendyrkede rock 'n' roll-aggressivitet. Men bang, lige pludselig var der metal-bas, der blev anslået, som var det for at hive strengene af, og trommerne blev hulere, og frontmand Miki begyndte at growle. Og så var der metal-aggressivitet, på sådan en "Jeg er aggressiv, fordi jeg er ked af det"-agtig måde. For det rå metal blev blandet med blid melankoli hele vejen igennem. Gerne med en blid start, og så - 1,2,3,4.

Miki Horsbøl Petersens stemme fortjener ros, for ikke bare kunne han growle som et tordenvejr, han var ligeså solid i det inderlige og skiftede uimponeret mellem de to. Han var faktisk aftenens bedste sanger, og publikum nåede da at være med på idéen, inden det hele var ovre.

At bandet var dårligt castet mellem de øvrige navne, kan de ikke selv gøre for, men frontmandens stemme fortjener noget mere varieret musik, hvor publikum ikke har regnet formlen ud efter tredje nummer.

Lisa Vegas ****
Ærligt talt - til at begynde med, var det fedeste ved Lisa Vegas' koncert hendes navn og alle de lækre guitarer, hun skiftevis fik trukket over skuldrene. Og man skulle være i forreste halvdel af salen for at høre andet end snak over fadøl.

Men jo tættere man var på scenen, og jo mere det skred fremad, des bedre blev det. Torben Rasmussen og Rasmus Skovgaard spillede jo egentlig super fedt på deres guitarer og kom også godt i gang oppe på scenen. Og pludselig var, hvad der havde startet som uspændende, voksen tøsepop med guitar, blevet til solid country/pop/rock.

Så var der en virkelig velspillet lap steel-guitar, så fik Lisa Vegas nogle lækre country-knæk i stemmen, så var der tempo, og så var det solidt. Havde der været læderstøvler og Stetson hele vejen, havde det været rigtig fedt.

Vi fik ep'en "Time Stopped for 50 Seconds and Then.." i døren. Det må siges at være pænt, når der allerede var fire koncerter i prisen på 70 kroner. Og fremmødet var da også ok. Men heller ikke mere (60-80 stykker). Sådan et arrangement burde altså trække nogle flere og nogle mere engagerede mennesker. Men vi, der var der, fik i hvert fald mangfoldig valuta for vores penge.

PowerSolo har netop taget hul på en Danmarksturné. Se datoerne på PowerSolos MySpace-side.