Prince
LotusFlow3r / MPLsound

The Purple One er i dag over 50 og har været på scenen i over 30 år. Har været igennem mange identitets- og stil-skift, men har hele tiden gjort sig gældende. På de seneste album har Roger "Prince" Nelson været stærkt på vej tilbage, og traditionen tro sender han endnu engang et dobbeltalbum på gaden, pakket sammen med debuten fra hans nye kvindelige protogé i rækken af mange, Bria Valente: Elixer (denne er anmeldt separat). I modsætning til tidligere har han denne gang helt skippet pladeselskaberne og distribuerer selv via en stor supermarkedskæde kaldet Target og via downloads på internettet. "The gatekeepers have to change" har han udtalt og har forklaret på den bølge af tv-promotion-optrædender, der har fulgt denne udgivelse, at pladeselskaberne generelt tager røven på alle udøvende kunstnere.

På den føste skive vender Prince tilbage til sit rockede sound fra bl.a. Purple Rain-tiden og viser for alvor, hvor brillant han egentlig er på en guitar. Med sig på flere numre har han Michael Bland og Sonny T. Der er alt fra ballader såsom coveret af Shondells nummeret Crimson & Clover og den smukke Colonized Minds til funky James Brown hyldest i Feel Good, Feel Better, Feel Wonderful og tilbagevenden til Camille i $, samt den hårdt rockende Hendrix-agtige Dreamer, som nok er det bedste nummer på denne skive. Det er tydeligt, at Prince prøver at give os det bedste fra tidligere succeser, det, vi elsker ham for, og det virker. De, som har ventet og håbet på, at Prince ville give os mere af det bedste fra den rockede del af sit uforlignelige talent vil få deres forventninger indfriet. Kendetegnende for denne skive er også, at indholdet er seriøst, til tider politisk og poetisk. Som et eksperiment er det ikke kun guitaren, men også hans vokal, som på flere numre forvrænges.

Personligt foretrækker jeg den anden skive, hvor Linn-trommerne, synth-fladerne og sounden fra firserne rendyrkes. Således titlen på denne skive, MPLsound. Den mere useriøse, men utroligt swingende, gement funky og frække side af hans talent. Prince lægger ud med blære-røvs-nummeret (There'll Never B) Another Like Me. Det er sateme noget, der kan få denne gamle fan op af sædet. Han fortsætter ufortrødent synth-funken på Chocolate Box, med gæste-rap af Q-Tip. På tredje nummer får han nakkehårene til at rejse sig med den ultra-danse-venlige Dance 4 Me, der fører tankerne hen til det fedeste Minneapolis-funk a la Morris Day og The Times. Lækkert. Jeg udfordrer dig til at høre det for fuldt blæs og lade være med at danse. Derefter følger melodiøse og poppede ballader, som kan måle sig i kvalitet med nogle mange af de klassiske Prince-hits. f.eks. Valentina, der fører tankerne hen på When Doves Cry.

Vi ved alle, at Prince laver musik hver dag og sidder på en skat af numre på flere tusind. Her har han valgt det bedste til sine fans. Nogle af numrene er mange år gamle. Der er en gennemtænkt idé med at lave to distinkte album, som henvender sig til to forskellige segmenter af hans fans, og med dem samlet vil alle kunne finde noget, de kan lide. Der er svipsere og for syrede eksperimenter imellem, men alt i alt et vellykket comeback, som selvfølgelig ikke kan være komplet uden hot-rotation og eksponering. Spørgsmålet er bare, om Prince kan klare den del uden for systemet.

Personligt