Beyoncé
Messecenter Herning,
søndag d. 10. maj 2009
| GAFFA | 3 stjerner | |
| Læserne |
|
3,67 stjerner i snit (efter 9 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Flot, men slæbende show fra Beyoncé
Der var uden tvivl store forventninger til aftenens koncert med Beyoncé i Herning Messecenter. Store forventninger og masser af engagerede ungmøer, der var mere end parate til at hylde poppens selvbestaltede fortaler for kvindernes ret til at, ja, være kvinder velsagtens. Scenen var med andre ord sat for et gedigent popbrag, men da koncenten endelig med godt en times forsinkelse kom i gang, udeblev braget.
Selv om showet var præcist lige så stort anlagt og sikkert eksekveret, som man kunne håbe og forvente, så slog det bare aldrig rigtig til. Det blev ganske enkelt aldrig underholdende eller medrivende nok til at råde bod på det manglende nærvær på scenen.
Men med otte omklædninger, to sceneskift, gode dansere, et stramt spillende backing-band bestående udelukkende af kvinder og en yderst velsyngende, veldansende og i det hele taget velsmurt Beyoncé i front for hele tabernaklet, hvad kan man så mere forvente, kunne man spørge.
For det første kunne man ønske sig en væsentlig større fremdrift i showet. De mange huller, der skulle give plads til de mange kostumeskift og velsagtens give den hårdtarbejdende Beyoncé lidt velfortjent ånderum, blev alt for mange og alt for lange. Og når de så samtidig blev fyldt ud med tomme kalorier såsom kedelige og oversymbolske videopassager og påklistrede mellemstykker og soloer, så blev den møjsommeligt opbyggede stemning konstant punkteret, og energiniveauet skulle så bygges op på ny.
For det andet savnede man egentlig indlevelse og nærvær fra Beyoncé. For ganske vist var det svært at sætte en finger på hendes performance, men midt iblandt hendes kælne smil, de smækre koreografier og hendes Girl Power Ranger-attitude var det svært at finde mennesket bag aktionbarbien. Kun i glimt følte man en egentlig tilstedeværelse på scenen, og det var synd, for Beyoncé er - efter alt at dømme - en meget engageret og indtagende person, som kunne give meget mere af sig selv, hvis ikke det hele var nær så stramt, poleret og professionelt.
At dette er tilfældet blev tydeligt understreget i koncertens afsluttende markering af Mors Dag. Her afvigede Beyoncé fra programmet for at sende Beyoncé en kærlig og dybfølt musikalsk hilsen til sin egen mor og hev desuden sin søster og nevø på scenen. Og jo, det kunne da virke noget fortænkt, men i kraft af Beyoncés person fremstod det ægte, og pludselig var det et menneske, der stod på scenen og ikke bare et produkt. Det var noget nær en åbenbaring, den kom desværre bare først, da publikum allerede så småt var begyndt at fokusere på at finde en forhåndsløsning på den traditionelle gordiske parkeringsknude.
Der blev altså sat et fint punktum på en ellers lidt skuffende affære. Koncerten har uden tvivl vakt megen begejstring blandt de dedikerede fans. For de udenforstående blev koncerten dog aldrig mere end et professionelt show serveret med akkuratesse og glamour, men uden en substans, der kunne give en egentlig mæthedsfornemmelse.












11-05-09 13:54 | Besvar
11-05-09 13:55 | Besvar
13-05-09 10:36 | Besvar
Som fyr og ikke dedikeret fan, må jeg sige jeg var mæt!! Utrolig flot dame Beyonce, og hendes dansere. Fedt som musik elsker at der kommer noget bas, guitar og trompet solo i pauserne!! Flot scene show og god timing.
Synes i er lidt hård ved den unge dame, hun lavede sku et fint show!!
15-02-10 21:14 | Besvar
05-04-11 18:06 | Besvar
hun græd på scenen mindst én gang og jeg græd med hende...
Jeg synes mild sagt, at det er en røv-anmeldelse og den giver det helt forkerte billede af hendes koncerter. Jeg er mest til Rock, men live er der ingen der kan komme i nærheden af Beyoncé!
jeg vil anefale hendes koncerter og skal helt sikkert med til hendes næste:)
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.