Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 12-05-2009 kl. 09:10

PJ Harvey og John Parish
Store Vega, København,
mandag d. 11. maj 2009

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt og Henrik Tuxen
Foto: Martin Rosenauer

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,00 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Passivt band ydede ikke karismatiske PJ Harvey fuld retfærdighed

+ Se hele galleriet

Okay - det er vokalisten PJ Harvey og multiguitaristen John Parish, der i sagens natur står i centrum, og det er ikke hensigten, at resten af bandet skal ind og spille en hovedrolle. Men når man har valgt at stille op - side om side - på kanten af scenen, og musikerne står stive som saltstøtter, og ser ud, som om de keder sig bravt, så lægger det en vis dæmper på den gode stemning.

Ikke desto mindre var det i perioder en glimrende koncert, som bandet leverede mandag aften i Store Vega. Den alternative rocks førstedame gennem snart to årtier, P.J. Harvey, er karismatisk som få, hvilket der blev givet flere eksempler på i løbet af aftenen, og John Parishs skæve kompositioner holdt fint vand - om end ikke alle sange holder lige højt niveau - og lyden var tydelig og upåklagelig, uanset hvor minutiøse strengeinstrumenter John Parish end diskede op med. Til gengæld kneb det gevaldigt med at få den fulde forløsning, når planen var at rocke igennem. Aftnens sætliste var dedikeret til de to album udgivet i både P.J. Harveys og John Parish navne fra henholdsvis 1996 og i år - to album, der byder på såvel numre med saft og kraft som neddæmpede skæringer, med ofte dystre temaer, i fokus. Hvor flere af de enkle sange blev smukt og indtagende fremført, udeblev den forløsende effekt, når der var lagt op til at brage igennem. Det fungerer ellers fint på pladerne, ikke mindst på grund af den massive forvrængning, der er lagt på Harveys stemme, men det tilsvarende var ikke tilfældet på Vega.

Det blide lam

P.J. Harvey kan agere såvel den vilde utæmmede hunkat som det blide lam i flokken, og var man kommet for at se hende vise kløer, var man havnet i den forkerte baggård. Smukke, indtagende P.J., i bare tæer, sang sig ubesværet igennem aftnens repertoire. Hun var koncerten igennem smilende, næsten for smilende, mente en kollega, sangenes ofte tunge og morbide emner taget i betragtning. Charmen og personligheden kan man ikke tage fra hende, men man sad alligevel tilbage med følelsen af, at der manglede et eller andet, på trods af mange gode momenter undervejs. I sætafslutteren Pig Will Not brøler Harvey uafladeligt "I will not" - og det var lidt sådan, det var. Det, som skulle brage ud for at kvæle de indre dæmoner, ville bare ikke rigtig frem. Til gengæld fik vi en fin koncert, under perfekte lydforhold, hvor det ikke mindst var en fornøjelse at se og høre John Parish traktere en lang række særegne og vellydende strengeinstrumenter aftnen igennem. Blandt koncertens højdepunkter skal nævnes The Soldier, Cracks in the Canvas og afslutteren April. En koncert, der viste fænomenet P.J. Harvey fra sin smukke og indtagende side, men hvor der ikke blev spillet op til den hypnotiske kraft, som hun så ofte har vist, at hun besidder.