Den populære nordmand er tæt på visen og på sit højeste

Pust er en hyldest til livets gode kræfter og sidste del i Eidsvågs trilogi, som indeholder Tålt og Nåde, hvor han beskæftigede sig med kærligheden i en voksen alder og døden. På Pust samler han de bedste dyder fra sin sangskrivning i de yderst nærværende kompositioner, der helt rent rammer hans egen visetone. Det er altså trubaduren i fuldt vigør og med et stort melodisk overskud.

Pust gør ikke det store nummer ud af sig selv, men holder fast i den gode sang, og pludselig rammer den melankolske tone uden at fortabe sig i denne følelse.

De musikalske arrangementer er altså nænsomme, og Bjørn Eidvåg finjusterer sine fortræffeligheder som visesanger med et flygtigt countrystrejf i flere af sangene. Det bliver bare aldrig ligegyldigt hos sangeren, selv om den musikalske magelighed også tager ophold på Pust, men helt ro får den aldrig. 

Bjørn Eidsvåg er en ener på den nordiske visescene, og Pust giver helt naturligt forklaringen på dette faktum.