Must Go Radio
Spot Festival 2009, Archauz, Store Sal, Århus,
lørdag d. 23. maj 2009
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
4,00 stjerner i snit (efter 3 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Attitudestærk powerpop
Til taktfaste klap og synkrone tilråb fra den proppede sal gik Must Go Radio på scenen i Archauz lørdag aften. I første omgang kun de to sangere og guitarister, Anders Toft og Rasmus Littauer. Her leverede de på fornemste vis den dæmpede ballade "Fast Man". Med de sidste to medlemmers entré på scenen kom der dog hurtigt mere smæk på trommerne og strøm til guitar og bas, og de unge drenge bragede stilsikkert derudad. Lyden er perfekt og vokalerne stærke, specielt har drengene held med brugen af finurlige dobbeltvokaler, der fungerer fremragende.
Selvom bandet proklamerer, at de selv er overraskede over det store fremmøde, lader de sig på ingen måde slå ud, og går kompromisløst til værks i jagten på deres særegne krydsning af elektronisk pop og indierock. Selvom de ofte holder et stærkt og fast greb om de klassiske rockattituder, er drengene ikke bange for at tage chancer og begiver sig undertiden blandt andet ud i forsøg på falsetlignende vokalforvrængninger. Specielt sanger og guitarist Rasmus Littauer er en herlig performer, der foruden sin energiske udstråling besidder en fremragende klar vokal.
Oven på en forrygende indledning dykker koncerten dog lidt. Man sidder med fornemmelsen af, at musikken kører lidt i samme rille, og man savner en overraskelse. Den kommer så småt på soloen "5.Min.", hvor tempoet ligesom i starten skrues helt i bund og kun overlader det musikalske til en akustisk guitar. Herfra går det over i Barometer-hittet "Alhambra", der vækker åbenlys genkendelsesglæde hos publikum, inden koncerten rundes af med den energiske "The Stroke".
Must Go Radio lod sig på ingen måde slå ud af det siddende publikum og gav den god gas med sin fremadstormende og særegne indiepop. Spot Festivals varemærke er at skubbe endnu ukendte bands frem i lyset i jagten på en større fremtid. Herfra kan kun lyde de varmeste opfordringer til at holde et vågent øje med Must Go Radio.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.