Anmeldelse / Live / Søndag d. 24-05-2009 kl. 01:06

Tim Christensen
Spot Festival 2009, Musikhuset, Store Sal, Århus,
lørdag d. 23. maj 2009

Anmeldt af Mikkel Elbech
Foto: Jeppe Skajaa, skajaa.net

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,15 stjerner i snit (efter 13 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fremragende magtopvisning fra festivalens hovednavn

Det er endelig blevet det tidspunkt, som en hob af kø-ventende mennesker har glædet sig til. På rekordtid fyldes Musikhusets Store Sal op med forventningsfulde koncertgængere, og en god del af dem er tydeligvis ganske inkarnerede fans af skikkelsen, som udgør dette års Spot Festivals hovednavn. Kort efter ti indtager Tim Christensen scenen og får sig en stjernemodtagelse, inden han lægger ud med ”Tell Me What You Really Want”. Der er smæld på fra start, og fans af så purung en alder, at de må være født lige omkring udgivelsen af Dizzy Mizz Lizzys debutalbum, rejser sig lynsnart op fra de magelige sæder og viser deres store dedikation.

Den første lange del af koncerten bliver en rundtur i Christensens bagkatalog, der i denne storartede sal rummer så meget power, at man kan glemme, at der er tale om en komponist, hvis største hits ofte har vist sig at være de afdæmpede og ofte decideret akustiske numre. Men selv et stilfærdigt nummer som ”Love Is A Matter Of...” løftes op i væsentligt mere potente højder, end man er vant til at finde det i, og det klæder det så afgjort.

De fire musikere, som Christensen har allieret sig med, er perfekt valgt ud, og de formår at servere en frembrusende og imponerende rock n' roll, uden på nogen måde at virke stive eller forcerede i betrækket. Hovedpersonen selv er udrustet med en stemme, der ganske vist aldrig har været den mest rå eller maskuline, men som han kun er blevet endnu bedre til at mestre, som årene er gået. I det guitartunge lydbillede går den klart og rent igennem, og det beviser, hvor forrygende forholdene er i Store Sal. Den præcis samme optræden ville sandsynligvis have mistet en bedømmelsesmæssig stjerne, hvis den havde været fremført på den fortjent udskældte Officersscene.

Det eneste tidspunkt, hvor koncerten halter en smule, er i nummeret ”Get The Fuck Out Of My Mind”, der i sig selv ikke er blandt Christensens stærkeste numre, og som her forlænges med lige lovlig meget sololir. Men der er tilsyneladende en pointe med at køre publikum en lille bitte smule træt. For ligeså fluks liret er ovre, eksploderer salen i forventelig ekstase. ”Waterline” brager tight og ualmindeligt overbevisende derudad, alle rejser sig op, og seancen bliver sandsynligvis det nærmeste, Tim Christensen kommer på regulær gudedyrkelse.

Der følges op med ”Silverflame”, inden ballet lukkes, for hurtigt at blive åbnet igen. Som en anden Bent Fabricius Bjerre gør Christensen sig på klaveret, og ”Wonder of Wonders” leveres smukt og elegant. Finalen kommer i form af endnu et rockbrag, ”Whispering At The Top Of My Lungs”. Helt rigtigt har Christensen valgt at lade publikums sidste indtryk være baseret på hans eget solomateriale, snarere end på Dizzy Mizz Lizzy-nostalgi. Også i forhold til dette aspekt har han vist sig som værende en af Danmarks dygtigste scenemusikere, og med lidt held giver Spot-platformen ham en fortjent udlandssucces eller to med hjem efter denne fremragende musikalske magtopvisning.