A Hawk And A Hacksaw
Musikcaféen, Århus

Kære læser, for god ordens skyld må jeg lige understrege: Jeg har ikke specielt meget indsigt i de mange folkemusikalske retninger, der samlet går under betegnelsen Balkan-musik. Jeg skal derfor ikke med særlig stor autoritet kunne afgøre, hvor godt Alberquerque, New Mexico-gruppen A Hawk And A Hacksaw skriver sig ind i og nyfortolker Balkan-traditionen. Jeg er bare fascineret af dem, på samme måde som jeg er fascineret af de åndsbeslægtede og ligeledes amerikanske Beirut. Min intuition siger mig dog, at A Hawk And A Hacksaw gør det ret godt. Og jeg er i hvert fald særdeles godt underholdt af deres optræden onsdag aften på Musikcaféen - og jeg er ikke alene.

Trods konkurrence fra Champions League-finale og eksamenssæson er Musikcaféen pænt fyldt op, da de fem musikere, som udgør A Hawk And A Hacksaws aktuelle live-lineup, indtager scenen. Gruppen blev i sin tid dannet som et enmandsband af Jeremy Barnes, der har en fortid i den højt roste, hedengangne indie-gruppe Neutral Milk Hotel. Måske derfor står der en indie-aura over A Hawk And A Hacksaw, selvom der er meget lidt rock i bandet, der altså har kastet sin kærlighed på Balkan-musikken. Gruppen er senere blevet udvidet med violinisten Heather Trost, og live består A Hawk And A Hacksaw derudover af bouzouki-spilleren og klarinettisten Chris Hladowski, tubaisten Mark Weaver og trompetisten Sam Johnson. Orkesterleder Barnes spiller harmonika, stortromme og synger lejlighedsvis.

Hovedparten af A Hawk And A Hacksaws numre er dog instrumentale, og det er en sand fornøjelse, når de fem musikere virtuost kaster sig ud i lange passager, hvor de ti fingre, over en minimalistisk, repetitiv bund, danser rundt på strengene, tangenterne, knapperne og ventilerne, mens de to mand på blæsere puster i mundstykkerne, som gjaldt det livet, og Barnes hamrer i stortrommen. De fem er tydeligvis koncentrerede og ser derfor ikke meget ud på publikum. Musikken taler dog for sig selv. Ofte er den særdeles dansevenlig, og det lykkes da også bandet at få sat gang i hvert fald i de forreste rækker af vi ellers så reserverede nordboer. Andre gange er udtrykket mere afdæmpet og eftertænksomt, uden dog helt at rumme den samme melankoli som eksempelvis Beirut, men helheden er stadig smuk. En særlig elegant detalje er Heather Trosts lejlighedsvise brug af en såkaldt stroh-violin, en violin med et horn som lydgengiver i stedet for den sædvanlige klangklasse. Højst interessant.

A Hawk And A Hacksaws musik formår nærmest at ophæve tid og sted, og derfor har undertegnede ikke helt nogen fornemmelse af tiden, da gruppen siger tak for i aften. Jeg har dog på fornemmelsen, at det er lidt tidligt, og et kig på uret fortæller, at bandet kun har spillet i 50 minutter. Heldigvis får det begejstrede publikum dem lokket ind til endnu tre sange, som bandet spiller på gulvet ude blandt publikum uden nogen elektrisk forstærkning, og så kommer der for alvor gang i festen. Den måtte gerne have varet hele aftenen, men derudover er der ikke mange fingre at sætte på A Hawk And A Hacksaws kortfattede kraftpræstation.