Mere sofistikeret pop-rock fra forfriskende franskmænd

Det kræver en vis frækhed at opkalde sit album efter en af musikhistoriens største komponister overhovedet. Og franske Phoenix' sange vil næppe huskes efter 250 år modsat Mozarts, men melodierne er vanen tro ganske habile hos Versailles-kvartetten på deres fjerde album. Efter den mere rå forgænger It's Never Been Like That er Phoenix vendt tilbage til det sofistikerede og sammensatte udtryk, der kendetegnede gruppens to første album. Musikken trækker stadig på 70'er- og 80'er-poprock tilsat diskrete elementer af funk, enkelte småstøjende guitarer og analoge synths, ofte med elegante og effektfulde skift i intensitet undervejs i sangene, der dog generelt er fremadrettede, energiske og dansevenlige. Eksempelvis på åbningstrioen Lisztomania - dér var endnu en komponistreference - 1901 og den småfunky Fences. Også i teksterne er der gods at komme efter, selvom ikke alting er lige klart - men typisk hjerte-smerte-lyrik er det i hvert fald ikke. Fire album inde i karrieren er Phoenix stadig værd at lytte til.