Firser-begejstring og lunken mellemvare på svensk kvintets treer

“Terningerne er kastet,” proklamerede Cæsar, før han krydsede Rubicon-floden. Hvad har det med The Sounds at gøre? Hvem ved: Crossing The Rubicon kan dårligt kaldes et vovestykke. Snarere et skridt videre i den evolution, der har ført svenskerne fra debuten Living In Americas punkede energi i retning af en mere sofistikeret firser-rock. Stilmæssigt lander kvintetten et lunt og rart sted mellem new wave, firserrock og britpop. Hvis nogen stadig husker Catatonia, så er de en udmærket reference. The Sounds er fornuftige sangsmede, og hvis man ser bort fra den lidt anmassende synth-sovs, de søber deres arrangementer i, så er det svært at pege fingre ad den kunstneriske udførelse på Crossing The Rubicon. Svenskerne har en svaghed for patos, der ofte får dem til at fremstå let fjogede – hør bare titelnummeret – men også dén indvending hører til på detailplanet. Faktisk er der ikke ret meget galt med Crossing The Rubicon, den er bare heller ikke særligt ophidsende. Højst sådan lidt kedelig på den dygtige og velmenende måde.