Stadig ingen grænser for brilleabens kreative vingefang

Han har for længst skrevet sig ind i historien som en af den moderne musiks mest favnende sangskrivere. Der er snart ingen genrer inden for populærmusikken, som den gode Elvis Costello ikke har gjort sig i. Han har på sine egen skæve facon intellektualiseret den gemene popmusik, countryen og den spiddende rock. Og så er der lige hans ture udi den klassiske musik og opera.

På Secret, Profane & Sugarcane har han kastet sig over den amerikanske folk-musik, der i Costellos udlægning indbefatter bluegrass og country. Sangene er indspillet med et hold af musikere, der kommer fra den akustiske del af denne musiktradition. Så der er masser af banjo og violin på albummet, som udmærker sig ved at tage de musikalske traditioner alvorligt. Men som altid får den musikalske troldmand gjort det til umiskendeligt Elvis Costello. Ikke mindst grundet hans melodistærke vokal.

Flere af sangene stammer fra hans H.C. Andersen-sange, der blev opført i Operaen i 2005, og der er både nyt og genbrug på albummet, der dog står friskt i den flotte indspilning. Niveauet er lettere svingende uden nogensinde at nærme sig bunden. Der er stærke højdepunkter i den rugende Complicated Shadows, som oprindeligt var skrevet til Johnny Cash, og så er det bare overlegent i sange som My All Time Doll og How Deep Is The Red? Og ej at forglemme duetten med den altid stækrt syngende Emmylou Harris i The Crooked Line. Det hele fermt og stilsikkert produceret af T Bone Burnett.