Choir Of Young Believers
med Radiounderholdningsorkestret, DR Koncerthuset, København

Traditionelt set har denne type arrangementer ét ud af to udfald: enten bliver symfoniorkestrets rolle reduceret til en ukreativ sonisk forlængelse af den eksisterende instrumentation, eller også formår det at udgøre en ekstra melodisk dimension. Da Choir of Young Believers’ musikalske univers allerede indholder et vist symfonisk element, kunne samarbejdet med Radiounderholdningsorkestret nemt ende med førstnævnte, men opførslen af ”This Is For The White In Your Eyes”-albummet i sin helhed var en uomtvistelig succes.

På trods af at Choir of Young Believers’ stemningsmæssige univers og dynamiske opbygning nærmest beder om en symfonisk opførsel, var det alligevel et paradoksalt gensyn med bandet, som undertegnede sidst så spille på Loppen en kold oktoberaften sidste år. Alene synet af Jannis Makrigiannis’ turkise Stratocaster midt på scenen, omgivet af flere klassiske instrumenter end undertegnede har musikteoretisk kapital til at remse op, vækkede på en gang fornemmelsen af en tese-antitese-dynamik og noget uhyre rigtigt.

Og der gik ikke længe, før man skammede sig over nogensinde at have sået tvivl om Radiounderholdningsorkestrets rolle i koncerten. Især den melankolske ”Wintertime Love” kom decideret til live af den symfoniske crescendo, og en storsmilende Jannis lignede en far i færd med at overvære sit barns fødsel. Andre numre som ”Why Must It Always Be This Way” var uforudsigeligt nedtonede, og den oplagte instrumentation var overraskende udskiftet med pulserende andante slagtøj. I den grad varemærket af denne gennemtænkte og veludførte koncert, hvor de to diamentrale modsætninger, indierock og symfoni, klædte hinanden til symbiose.

Til et arrangement så storslået som denne fredag aftens er det nemt at falde i kritikerfælden og have en urimelig kritisk tilgang, blot for at danne modpol til det ellers spændte og yderst forventningsfulde publikum. Man skulle dog ikke ret langt ind i koncerten, før en sådan holdning blev reduceret til et kunstigt forsøg på at finde mangler, der bestemt fandtes, men ganske enkelt ikke betød noget i det store hele. Band og orkester undgik alle større faldgruber ved en sådan opsætning, og koncerten var ikke blot en sanselig fryd, men også en mesterlig og meget naturlig fortolkning af "This Is For The White In Your Eyes".