Motörhead, Den Grå Hal, København

Motörhead: Den Grå Hal, København

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

På trods af at det er deres tredje koncert på dansk grund i løbet af kun halvandet år og på trods af, at der er landskamp denne lørdag aften, er det lykkedes Motörhead at trække rigtig mange til Den Grå Hal på Christiania. Publikum er broget og i alle aldre, og folk er tydeligvis klar på solid gang rock ’n’ roll af den tunge, upolerede og legendariske slags.

Crucified Barbara
Før Motörhead går på, står den på opvarmning af kvartetten Crucified Barbara, som består af fire yderst nydelige svenske flickor, der spiller klassisk heavy metal med alle de dertilhørende dyder. Både pigernes påklædning (eller mangel på samme) og deres instrumenter ligner en hyldest til midt-80’ernes heavy-scene. Der er både flyning V-guitar, lyserøde trommer og læderbukser, og musikken swinger godt, hurtigt og tungt.

Pigerne har både riff og attitude på plads. Der bliver skålet, headbanget, røget smøger og liret tapping-soloer af, og at have fire yderst foxy, letpåklædte og rockerseje ladies til at sætte gang i festen må siges at være helt i Lemmys ånd. Det eneste, der halter en smule, er sangmaterialet, hvilket paradoksalt nok ikke går så meget ud over underholdningsværdien. Alt i alt en gennemsolid opvarmning. (****)

We are Motörhead and we play rock ’n’ roll
Der går næsten en time før Motörhead går på, og da Lemmy med en smøg i mundvigen spørger ”how are you doing?” lyder der et brøl fra hallen, der kun bliver større, da han fortsætter: ”Good evening. We are Motörhead, and we play rock ’n’ roll”, og bandet sparker gang i “Iron Fist”.

Bandet er som altid “louder than everything else”, og der er fuld smæk for skillingen. Desværre falder Lemmys vokal ud nogle gange, men det bliver der hurtigt rettet op på, og ellers er der ingen slinger i valsen. Der er ingen metaltræthed at spore hos nogle af de tre bandmedlemmer, og det er svært at begribe, at den letgenkendelige frontmand rundede de 63 juleaften sidste år.

Den Grå Hal udgør de perfekte rammer til bandets rå og uforfalskede rock ’n’ roll, og da de tre rockdyr fyrer op under ”Rock Out” fra Motörizer, sættes der gang i mosh-pitten foran scenen. Som om det ikke var højt nok bliver lydmanden bedt om at skrue yderligere op, før ”Metropolis” og ”Another Perfect Day” sørger for endnu en nådesløs sønderflåning af øregangene, så det er en ren fryd. Mikkey Dees imponerende gennemprygling af trommerne sørger for, at hvert slag kan mærkes i hele kroppen.

Bandet holder en rigtig god publikumskontakt. Der bliver joket, fyret one liners af og holdt ”hvor-meget-larm-kan-I-lave”-konkurrencer. ”One Night Stand” fra Kiss Of Death fortsætter perlerækken af fede numre, og det er facinerende at bemærke sig, hvordan den kvindelige del af publikum bevæger sig til musikken, som var det diskotekshits, mens de unge knægte vælter ind i hinanden foran scenen, og de, der er lidt mere oppe i årene, fyrer fede ude i siderne, når bandets musik bliver tilpas groovy og bluespåvirket.

Guitar-lir og trommesolo
Der bliver plads til lidt lummert guitar-lir fra Phil Campbell, før den fantastisk thrashede ”In The Name Of Tragedy” fra Inferno-albummet giver plads til en opvisning i Mikkey Dees evner som trommeslager. ”This is a slow romantic song about politicians. You love politicians – don't you?”, lyder det fra Lemmy, før han forbander politikere og al deres væsen. Om det er med tanke på søndagens Europaparlamentsvalg, er ikke til at vide, men bandet serverer en forrygende udgave af den politiske opsang ”Just ’Cos You Got The Power” efterfulgt af ”Going To Brazil”.

”This is the last song, and if you make some noise, then we come back. You know that”, konstateres det med et smil fra scenen, og en tonsende udgave af “Bomber” afslutter koncertens første del.

Ekstranumre skal der imidlertid til og med ordene ”I told you, we’d come in again”, går trioen atter på scenen. Phil Campbell med en akustisk guitar i hånden, og Mikkey Dee med en ditto og en stortromme. Det står på den charmerende akustiske ”Whorehouse Blues”, der vanen tro også byder på lidt mundharmonika-spil fra Lemmy.

Herefter eksploderer hallen til ”Ace Of Spades”, hvorefter bandet takker publikum mange gange og udviser en oprigtig glæde ved at have fået lov at spille for os. ”Don’t forget us. We are Motörhead, and we play rock ’n’ roll”, og efter den hæsblæsende version af ”Overkill”, der afslutter koncerten, er der næppe nogen chance for, at de tilstedeværende glemmer koncerten foreløbig.

Motörhead leverede en opvisning i rendyrket rock-musik med masser af nerve, oprigtighed og nosser, og Lemmy Kilmister har endnu engang bevist, at han stadig er noget af det mest rock ’n’ roll, der kan gå på to ben. Hvordan det så overhovedet er muligt, er et af livets helt store mysterier, men så længe bandet kan levere en optræden som i aften, skal de endelig fortsætte deres hyppige Danmarksbesøg.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA